Betalingsmidler

Ikke en euro værd

De økonomiske vismænd fastslår i en helt ny vurdering, at de økonomiske gevinster for Danmark ved at indføre euroen kun er små.

Det lyder desuden i vurderingen, at “spørgsmålet om fuldt dansk medlemskab af ØMU'en bør derfor i højere grad afgøres ud fra politiske overvejelser om, hvilken rolle Danmark bør spille i det fremtidige europæiske samarbejde, end ud fra snævert økonomiske overvejelser”. Euro-tilhængerne har ellers gang på gang brugt den økonomiske krise til at begrunde deres krav om en ny folkeafstemning om euroen. Den begrundelse kan de altså godt pakke sammen. Deres påstand baserer sig på ønsketænkning og kåde fantasier om en stadigt dybere dansk integration i EU. Rapporten peger oven i købet i retning af, at Danmarks tilslutning til euro-samarbejdet bør forudsætte, at alle eurolandene overholder ØMU'ens finanspolitiske retningslinier. Men for det første er der flere lande i euro-klubben, der aldrig har overholdt disse retningslinier. F.eks. har Italien og Belgien under hele deres medlemskab af euroen haft en offentlig gæld på over 60 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Og for det andet har den økonomiske krise bevirket at adskillige lande (som f.eks. Portugal, Italien, Grækenland, Spanien og Irland) har et alvorligt statsunderskud på langt over 3 procent af BNP. Skal vi virkelig opgive vores mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik til fordel for en overgivelse til en møntunion, hvis medlemmer er godt på vej til at blive splittet mellem et A- og et B-hold? Eller skal vi bevare muligheden for at føre en selvstændig økonomisk politik og dermed ikke være tvunget til at skære i velfærden, når arbejdsløsheden og udgifterne til overførselsindkomster stiger under den økonomiske krise? I Folkebevægelsen er linjen klar: De danske befolknings selvbestemmelsesret skal ikke sættes til salg for en euro.