Aalborg

Ikke en kedelig by

I Ekstra bladet kunne man (7.10.) læse, at boligsiden Boliga har lavet en undersøgelse om, hvor danskerne helst vil bo i landet (de mindst og mest søgte byer i hele landet), og her skulle Bælum så ligge nederst.

Det har foranlediget direktøren for Instituttet for Fremtidsforskning cand.scient.pol. Johan Peter Paludan til at udtale, at det ikke overrasker ham. - Der er r*vkedeligt. Jeg har selv været der. Det er ude på landet. Der er ikke noget, og der sker ikke noget, siger "fremtidsforskeren" til Ekstrabladet.dk. Han har ret i en ting, Det er ude på landet, og heldigvis for det. Men jeg vil gerne spørge Hr. Paludan om følgende: * Hvornår var du i Bælum? * Hvor længe var du her? * Hvem viste dig rundt i vores lille smørhul her i Østhimmerland? * Hvad mener du om den skønne natur, vi har omkring hele byen? * Hvad mener du om foreningslivet i Bælum? * Hvad mener du om vores dejlige hal med nyt klubhus? * Hvad mener du om vores dejlige idrætsanlæg med atletikstadion? * Hvad mener du om vores totalrenoverede skole med overbygning og landets mest moderne legeplads? * Hvad mener du om bondegårdsbørnehaven og vores SFO? * Hvad mener du om, at en af landets største ungdomsskoler, Østhimmerlands Ungdomsskole, ligger i Bælum? I stedet for at komme med en så negativ udtalelse om noget, du tilsyneladende ikke ved en dyt om, burde du som "fremtidsforsker" gøre politikerne opmærksom på, at problemet ligger hos dem! I landområderne (populært kaldet Udkants-danmark) er der snart ikke et offentligt transportmiddel tilbage, evindelige nedskæringer og nedlæggelser af busruter hører efterhånden til dagligdagen. I de fleste familier er det en nødvendighed at have to biler for at komme frem og tilbage til arbejde. Hvis det skal være attraktivt at bo uden for storbyerne, gør en dejlig natur m.v. det ikke alene. En ordentlig infrastruktur er alfa og omega for, at det bliver attraktivt at få nogen til at bosætte sig i småbyerne, også for virksomhederne vil det pludseligt blive attraktivt at etablere sig i landområderne, hvor der er masser af billige industrigrunde. Jeg flyttede til Bælum i 1976 fra Aalborg, og har ikke fortrudt det et øjeblik. Jo jeg kan forsikre dig om, at der sker noget her i byen, og her er bestemt ikke r*vkedeligt!