Ikke en kold dukkert

Temperaturen er oppe på 29 grader i bassinet

AARS:Der har ikke været ret mange gæster i Aars Friluftsbad endu i år. De sidste tre uger har solen også været en sjælden gæst, men i dag spreder den gavmildt sine stråler over det azurblå udendørs bassin, hvor temperaturen er nået op på 29 grader. De få gæster i friluftsbadets åbningstid giver personalet god tid til hovedrengøringen. - Vi er færdige med at gøre skabene rene, fortæller livredder Grethe Nielsen. Selv om der kun er åbent for offentligheden to timer om morgenen og fire timer om eftermiddagen og skolerne holder sommerferie, sker der også noget om formiddagen. - I dag har børnene fra fodboldskolen været her og i næste uge kommer Tjernobyl-børnene, siger Grethe Nielsen. Så der bliver ikke tid til at spille kort med hendes kollega Katrine Vad, der de sidste to år har passet livredderjobbet ved siden af sin uddannelse. - Jeg er kommet meget i svømmehallen lige siden jeg var lille, og jeg har også dyrket elitesvømning i en periode, fortæller Katrine Vad. Svømningen gled lidt i baggrunden, da hun begyndte på handelsskolen, hvor hun netop har gjort sin HH færdig. Sidst på måneden får hun at vide om hun er kommet ind på Skipper Clement Seminariet for at blive pædagog. - Jeg vil gerne arbejde med børn, og arbejdet her kræver også somme tider pædagogiske evner, siger den unge livredder.