EMNER

Ikke en mio. på højkant

NORDJYLLAND:Marian Geller (V), der er regionsrådsmedlem og folketingskandidat, er godt træt af de rygter, der cirkulerer om hende. I og uden for Venstre-kredse citeres hun for at have sagt indtil flere gange, at hun, når folketingsvalget kommer, vil have op imod en million kr. i ryggen at føre valgkamp for. - Jeg aner ikke, hvor historien stammer fra. Den har intet på sig, men politik er ikke altid pænt, siger Marian Geller. Da hun i 2005 blev valgt til regionsrådet, havde hun et solidt budget. Hvor stort eller hvor pengene kom fra, vil hun ikke oplyse. Kampagnekassen for folketingskandidat Marian Geller bestyres af Aalborg Vest-kredsens kasserer, Mads Sølver Pedersen. - Da Marian blev kandidat, sagde hun som svar på vores spørgsmål, at hun var villig til selv at putte penge i sin kampagne. Der blev ikke nævnt noget beløb, siger han. Mads Sølver Pedersen vil ikke udtale sig om, hvor meget kredsen venter at bruge på at promovere sin folketingskandidat. - Men at tale om en million er helt, helt hen i vejret, siger han. Enkeltkandidater er ikke underlagt lovkrav om at oplyse, hvad de får i støtte fra private. Lokale partiforeninger skal dog oplyse navn på personer eller organisationer, der giver bidrag på over 20.000 kr. Indsigt side 4