Kultur

Ikke en selvfølge

Glistrup endte jo med at få ret, er der nogen der siger, og det ser ved en nærmere betragtning af problemerne sådan ud

INDVANDRING:Glistrup endte jo med at få ret, er der nogen der siger, og det ser ved en nærmere betragtning af problemerne sådan ud, men hvad hjælper det, når hverken partierne til højre eller til venstre vil give ham ret, men fører en politik lige hen over alle problemerne? I mange år var det sådan, at man stort set ikke kunne åbne munden om indvandringsproblemerne, uden at der opstod en tavshed omkring den åbenmundede skurk, men efterhånden kom talen om indvandringen så småt på gled, men det var ikke populært at give Glistrup ret. Derfor kredsede man om problemerne, og retorikken var og er stadig hele tiden ”på den ene side... men på den anden side”, og vi er endnu ikke nået ind til problemernes kerne, fordi ingen vil se dem i øjnene. På venstrefløjen taler man om den skingre tone i debatten og tillægger uden selvkritik højrefløjen den egenskab at skingre. De største skingre toner kommer dog fra venstre, idet de på den fløj ikke generer sig for at gå til personlige angreb og stemple modstandere for racister, så snart disse har en mening, der ikke passer ind i mønsteret på venstrefløjens ægte tæpper. Villy Søvndal kan ikke åbne munden, uden at han skal fordømme Pia Kjærsgaard, og han mener næsten, at Pia Kjærsgaard alene er ansvarlig for, at Danmark er ved at forlise, og folk fra Enhedslisten bliver nærmest grønne i hovederne at væmmelse, så snart de hører ordet Dansk Folkeparti. Tøger Seidenfaden forlod et møde i Trykkefrihedsselskabet i ophidselse over de væmmelige racister, som befolkede dette selskab, og efterhånden taler venstrefløjens attituder for sig selv. Dansk Folkeparti har anlagt den pæne facade, og der er da en vis tryghed i, at folk opfører sig pænt og ordentligt og anlægger en høflig tone. Men selvom man altid kan føle sig tryg i DF"s rammer, så er der alligevel noget, der mangler. Det har i flere år – både på venstrefløjen og på højrefløjen været på tale at danne et nyt parti, et parti, som i modsætning til DF kan slå i bordet, men DF har for så vidt forsøgt at slå i bordet, om end det ofte synes at være med en blød vante, og partiet har ved flere lejligheder bøjet af, og selv om man som uden for stående kan undre sig over hvorfor, så må vi gå ud fra, at det skyldes politisk taktik. Men når man hører DF"s politiske strategi og målsætning, så er der alligevel noget, der halter, selvom partiet har den bedste mening. Der er noget i den politiske strategi, der ikke hænger sammen med virkeligheden. Det er som om, man ikke når ind til sagens kærne. Man går i en vis udstrækning ind for integration, som i det danske samfund er blevet det magiske trylleord, som løser alle problemer, men man tager ikke stilling til de kulturelle forskelle, der er, og som kan vanskeliggøre – ikke blot integrationen men også livet i dagens Danmark. Man vil gerne have fat i kvinderne og bryde deres kulturelle arv, men hvordan forestiller man sig, at en kulturel arv kan brydes? Danskere bliver aldrig til ny-irakere, uanset om de flytter til Irak. De kommer aldrig til at aflægge sig den grundlæggende danske ånd, som hænger uløseligt sammen med det folk, vi er rundet af, hvis vi vel og mærket er vokset op i det selvsamme folk. Det gør folk fra Mellemøsten forståeligt nok heller ikke. Både på venstrefløjen og på højrefløjen synes man at opleve en ufattelig naivitet, men det kan næppe være sådan, at det er partitoppen, der er naiv. Hvad er det så? Både til venstre og til højre er man enige om, at integrationen skal lykkes. Både til venstre og til højre er man enige om, at vi skal komme ballademagerne i møde på en blød måde. På begge sider er man enige om at fredhellige indvandringen, og på begge sider vil man bekæmpe terroren. Så vidt så godt, men ingen synes at have fat om nældens rod: de kulturforskelle, der gør, at det ikke kan lade sig gøre. Vi har hele tiden kæmpet med dårlig integration, og hele tiden forsøger vi at råde bod på det med økonomiske hjælpemidler og danskernes skattepenge, men intet hjælper. Vi har i årevis forsøgt at bekæmpe kriminalitet, og der bruges ufattelige summer på den sag, mens problemet bare synes at vokse og vokse og nu nærmest er løbet ud af kontrol. Alligevel vil man i alle partierne sætte flere penge af til det formål, men til hvilken nytte? Problemet synes at være, at man har accepteret indvandringen og går ud fra den som noget selvfølgeligt, men det er ikke så selvfølgeligt, og den danske befolkning er ikke blevet spurgt. Det er ingen selvfølge, at vi skal tage imod alle de fremmede, som hver dag kommer ind over vore grænser, og det er ingen selvfølge, at de skal integreres i vort land, og det er slet ingen selvfølge, at pengene til denne integration skal betales af danske skatteydere. Det forekommer, at partierne til venstre har travl med at undgå, hvad der for dem er det værste, der kunne ske, nemlig, at de kommer til at give Pia Kjærsgaard ret. Så hellere vikle sig ind i løgne og angreb. Det forekommer ligeledes, når man går DF"s strategi efter i sømmene, at partiet mangler noget, og det synes at være at turde at give Glistrup ret. Så hellere finde på strategier, der går uden om den varme grød. Men Glistrup havde jo ret, hvad enten vi vil give ham ret eller ej, og mens de fleste har travlt med at kigge den anden vej og løse symptom-problemer, så vælter asylmodtagere ind i landet og er årsag til større og større problemer og koster flere og flere penge, for der kommer hele tiden flere, inden vi har løst problemerne med dem, der er her. Vi kommer ikke længere i forsøget på at redde stumperne af den danske kultur, hvis vi ikke tør indse, at en anden kultur i sit væsen kommer til at æde dansk kultur. Vi kommer ikke længere i integrationsforsøg, fordi der hver dag kommer nye til, som skal integreres, så længe vi har en stor pukkel af folk, som endnu ikke er integreret. Vi kommer i det hele taget ikke længere, så længe vi tillader fremmede kulturer at brede sig på dansk grund, mens den danske kultur må vige, for der er ikke plads og rum til alle kulturer i deres helhed. Vi får ikke løst problemerne i Danmark, hvis ikke vi tør se den kendsgerning i øjnene, at det er Glistrups tanker, der er omdrejningspunktet i løsningen på de ulykkelige problemer for Danmarks. Vi kører længere og længere ud i moradset, hvis ikke vi tør give Glistrup ret.