Ikke et ideologisk korstog

Man kan næppe med rette betegne regeringens anslag mod gruppeeksamener som et ideologisk korstog, sådan som Birgitte Josefsen (V) gør det 16.12., al den stund al uddannelse baseret på gruppefænomenet selv er et resultat af en benhård ideologisk efterligning af 68'ernes ideologiske kamp mod al fagbaseret uddannelse.

Der er mere tale om en afideologisering af et modefænomen i uddannelsesverdenen. Endvidere er det betegnende såvel som beklageligt, at argumenterne for bevarelsen af gruppeeksamenformen er præget af modsigelser og tilfældige slag i luften. Det efterlader indtrykket af, at fortalerne for gruppearbejder i almindelighed og gruppeeksamener i sædeleshed forsvarer helt andre interesser end lige netop det at måle graden af de studerendes, herunder også skoleelevernes, indlærte vidensmængde. Dette hænger selvfølgelig i nogen grad sammen med, at indlært faglig viden ikke længere står i høj kurs, hverken i uddannelsesinstitutionerne eller i de efterfølgens aftagerled, herunder i mange erhvervsvirksomheder. Gruppearbejder og gruppeeksamener er altså konsekvenser af tidens demonstrative letfærdighed på uddannelsesområdet, trods den vedholdende og uklædeligt tomme politiske retorik om betydningen af uddannelse. Således forsøges der på at give et troværdigt indtryk af muligheden for at give individuelle karakterer i en fælles gruppeeksamination. Nogle undervisere på alle niveauer fremfører her, at man har erfaringer med sagtens at kunne give stærkt differentiererde karakterer trods den fælles eksamination. Men at give differentierede karakterer kan næppe tages som bevis for, at disse karakterer så også er givet individuelt i overensstemmelse med gruppemedlemmernes egenformåen. Man må vel have lov at formode, at der hersker enighed om, at en eksamen skal evaluere, hvor meget den studerende (eleven) har lært af den modtagne undervisning. Men i Nordjyske argumenterer direktør Jørgen Elbæk imod, at de studerende ved gruppeeksaminationen signerer hver sit afsnit af deres fælles opgave, fordi det er det fælles slutresultat, der tæller og ikke, hvad hver enkelt præsterer. Det synes altså ikke at være det, som hver enkelt har indlært sig af viden, der skal måles ved gruppeeksaminationer. Det er derimod det umiddelbart forud for eksaminationen opsamlede resultat, der skal vurderes uden hensyn til, hvilke kundskaber hver enkelt deltager har indlært sig i studieforløbet. Selv garvede tilhængere af gruppearbejdsformen kan næppe være enig med Jørgen Elbæk i hans her fremførte synspunkter. Andre, bl.a. direktør Jan Vestergaard Olsen, anfører herimod, at det i dag "er sjældent, at gruppens medlemmer får forskellige karakterer, men at mere individuel karaktergivning måske lykkes, hvis man indskrænker deltagerantallet i grupperne". Men denne argumentation viser kun, hvor umulige grupperne er i en eksamenssituation. For jo mere grupperne nærmer sig enmandseksaminationen, jo mere individuel kan bedømmelsen blive. Men alligevel vil man for alt i verden opretholde gruppearbejderne og gruppeeksaminationerne. Hvorfor? Fordi der nu engang er nogen, der i nyere tid har fundet på , at eksaminere gruppevis, og at man derfor har haft held til at sætte etiketten "moderne studieform" på fænomenet, og fordi man herudover oven i købet har investeret en masse pædagogisk hittepåsomhed i fænomenet, hvilket jo ville være spild af tid og ulejlighed, hvis man opgav gruppevæsenet. Og endelig det, at hele to universiteter skylder denne arbejdsform deres eksistens og deres særpræg. Og for dem er det jo uudholdeligt at skulle vedgå, at man bygger sin eksistens på noget makværk.