Ikke et ord om efterløn

Dronningen var der, men vi lyttede ikke rigtigt. Dagen efter var Løkke der. Men vi lyttede ikke rigtigt. Tredje dag var både Løkke og Thorning der. Vi lyttede stadig ikke til dem

Tv-ugen startede med dronningens nytårstale. Hvad sagde hun egentlig? Tjah, jeg har aldrig været specielt begejstret for hendes nytårstaler, så jeg lyttede kun med et halvt øre, mens jeg konstaterede, at champagne fordamper ved en meget lav temperatur, det skidt. Der er jo det med majestætens nytårstale, at den ligner ugebladenes horoskoper. Man kan udlægge teksten præcis, som man har lyst til. Det er naturligvis godt for alle amatør-analytikerne. Men det gør altså ikke teksten til et orakel af sandhed og forudsigelser. Så hvorfor alt det hysteri omkring den tale? Aldrig så snart er den sendt, før alle tv-kanalerne viser uddrag af den. Igen. Halloooo? Hvor dumme er I, alle I tv-chefer? I samme sekund kameraet er slukket på Amalienborg starter de slebne, fesne hofreportere på deres slebne, fesne analyser af talen. Og det er ved Gud i Himlen ikke knivskarpe analyser, der hældes ud. Det er jublende idiotiske fortolkninger af horoskoper. Men så kan man fryde sig over, at der næppe er mange, der ser disse tosse-analyser. Så snart majestæten har sagt det sidste ord bliver tv'et nemlig slukket - nu skal der serveres torsk, fasaner, østers, cowboy-toast og hvad ved jeg. Dagen efter er den gal igen. Så skal statsministeren holde sin nytårstale. Jeg så den ikke. Jeg ser aldrig statsministerens nytårstale, og det gælder uanset hvilken statsmedister, der sidder og prædiker nytårsdag. Jeg gider ikke ensidige, politiske taler uden modspil. Måske - kun måske - vil jeg gøre en undtagelse, hvis Per Clausen holder talen næste år. Eller Pia. Det er jo valgår. Anden nytårsdag var den gal igen. Da var der præsident-valgkamp på alle kanaler. Thorning mod Løkke. S mod V. Det så jeg heller ikke - igen et bevidst fravalg. Jeg vidste jo, hvad der ville blive sagt. De er i bund og grund enige om næsten alt. Men de vælger at pille små flige op og gøre dem til mega-uenigheder. Og igen og igen lyder ordene ansvarlig og især uansvarlig. Hvorfor skal alle landets politikere hele tiden tale om, hvad de andre mener, i stedet for at fortælle, hvad de selv mener? Fordi valgkampen handler om at svejse enkle, klare værdi-ord fast i vælgerhjernerne. Det klares ikke ved lange saglige argumentationer. Det klares ved rytmisk, hypnotisk, monoton gentagelse. Det handler om efterløn. Blå stue tamper løs med den om, at det er rige, arbejdsduelige golfspillere fra rødvinsgenerationen, der nu vil udsuge ungdommen økonomisk for selv at kunne drive den af i efterlønnens luksusliv. Efterlønnens afskaffelse vil skabe masser af beskæftigelse og vækst. Efterlønnen er vores genvej til Helvede. - Men hvad tror I, I kan spare, ved at slagte efterlønnen, spørger den anden fløj. Hvor er alle de jobs, det grå guld skal besætte? Og hvor er det grå guld? Masser af efterlønnere er nedslidte. Og de fleste af resten er på efterløn fordi de blev arbejdsløse. Her lyder det hypnotiske mantra, at efterlønnen er til for de nedslidte efter et langt liv i hårde fysiske jobs. Det er dem, man rammer, hvis man tager den væk. Folk, der i forvejen er lavere lønnet end de forgyldte, dovne rødvinspensionister, de blå taler om. Oveni kommer spørgsmålet til én million: Hvilken dansk arbejdsgiver vil ansætte en medarbejder over 60 år? Altså bortset fra Faarup Sommerland. Hvor er de stærkt omtalte jobs til det grå guld? Det er endnu en brik i spillet at skabe nye ord til upopulære begreber. Vi kender det fra den lavest tænkelige udgave af kontanthjælpen - den, der er så lav, at man skal have været på SU for at kunne finde ud af at leve af den. Starthjælp, hedder den nu. Den er lige så stor en starthjælp som elastik i en død Lada. På samme måde er det med ordet reform. Efterlønsreformen?! Reformer fjerner et onde og gør samfundet bedre. Reformer var dengang de katolske præster blev skiftet ud med nogle andre med et lidt lysere sind. Reformer var dengang stavnsbåndet blev afskaffet. Reformer var dengang Folket fik valgret. Men at afskaffe efterlønnen er ikke en reform, det er en hestekur. Dette sagt uden at mene noget om efterlønnen. Den kan sagtens være et levn fra 1970'ernes krise. Man snakker også om at "reformere" SU'en. Men det er ikke en reform - det er en afskaffelse, en forringelse af en gruppes vilkår. Man vil afskaffe SU'en til hjemmeboende unge på ungdomsuddannelse, og for at retfærdiggøre det kalder man den den "cafépenge". Det bliver sagt igen og igen i medierne. Men "cafépengene" er jo lommepenge, tøjpenge, kopi-penge, bogindkøbs-penge til de mange, som vi jo punker hårdt for, at de skal uddanne sig i en fart. Ikke skabt for de få, der får en sportsvogn og et guldkort af daddy i Gentofte. Uden den SU-kultur bliver det meget dyrere at have børn på uddannelse. Den anden vej taler Lars Løkke konstant om "misundelsesskat", når Rød Stue vil ekstrabeskatte lønninger over en million. Spinnet ligger i ordvalget: Misundelse er en synd, det er småligt. Men de unge kunne med lige så stor ret kalde ønsket om at afskaffe SU til de hjemmeboende for en misundelsesbesparelse. Og efterlønnerne kunne med lige så stor ret kalde efterlønnens afskaffelse for en misundelses-besparelse. Og den måde at propagandere på er der også andre, der mestrer. Ekstra Bladet, f. eks. Her blev pustet til misundelsesgløderne forleden med sin mobbespiseseddel af de bedre: "Lars og Lene kan gå på pension som 62-årige med 50.000 om måneden til ferie og fadøl". Og senest er turen kommet til Malou Aamund. Man må lade medieskrædderne, at de kan finde ind, hvor det svier. Men sagligt kan det næppe kaldes. Det kan hovedparten af valgkampsretorikken så heller ikke. Så det... Og hovsa - nu handlede det alligevel om efterløn, blandt andet. Så overskriften var kun lidt spin for at narre dig til at læse dette, kære læser. Jeg ved jo, at du heller ikke orker at høre mere om efterløn.

Forsiden