EMNER

Ikke et ord om fiskeriet

Lene Hansen havde ikke de lokalpolitiske briller på

HIRTSHALS:Der var drøje hug til regeringen, da Socialdemokraterne og LO Hirtshals søndag eftermiddag inviterede til international arbejderkampdag netop i anledningen af 1. maj. Årets hovedtaler var tidligere borgmester i Brønderslev og nu folketingsmedlem Lene Hansen (S), hvis tale var noget generel og næsten kunne bruges i hvilken som helst by. For skulle man se på Lene Hansens 1. maj-tale med de lokale borgeres øjne, så var det så som så med det lokalpolitiske. For Lene Hansen kom ikke med bare ét eneste ord ind på det allerstørste og altoverskyggende problem i Hirtshals, nemlig krisen i fiskerierhvervet. Til gengæld fik statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) igen en skarp opsang med hensyn til de 200 mio. kr, han lovede ekstraordinært til Nordjylland under valgkampen: - Det var valgflæsk. For pengene kan I kigge i vejviseren efter. Det hjælper bare ikke noget for de lokale familier, der trues af arbejdsløsheden, for bankerne skal have deres penge, sagde Lene Hansen blandt andet. Dog havde lokalformand for LO Hirtshals, Lindy Grønkjær efter talen en noget skarpere tunge: - Tak for talen, du får tre flasker vin. Men husk på at hver flaske står for ét problem i Hirtshals - nemlig den store krise for fiskerne, den store krise for laksearbejderne og den store krise for havnearbejderne ... Et vink med en vognstang, som Lene Hansen ikke kunne misforstå.