Ikke et ord om skat

Blomsterne til højre for Anders Fogh Rasmussen var lidt mindre end sidste år. Ellers lignede statsministerens nytårstale sig selv fra de sidste mange år. Det er selvfølgelig ikke helt ligegyldigt, hvem der holder nytårstalen. Men næsten. Forgængeren Poul Nyrup Rasmussen har også talt om rockere og integrationsproblemer. Løsningerne var måske anderledes, men ikke holdningerne til hvor problemerne er. Nyrup brugte billedet med den unge mor på cykel i morgenskumringen på hastende med ungen bag på. Fogh taler om travlhedens tyranni og vil have os til at lukke mobilen bare et øjeblik. For Nyrup var den unge mor mest et samfundsanliggende - Anders Fogh appellerer mere til den enkelte. Det er i den slags små billeder, vi i dag finder forskellen på socialdemokrater og liberale. Med god brug af lup. Vi skal helt tilbage til Poul Schlüter ved indgangen til 1989 for at finde en nytårstale i brug som trampolin for et meget stort politisk budskab. Det var dengang med århundredets plan, der skulle skaffe alle skattelettelser i bytte for en lønnedgang på ti procent. I øvrigt med den daværende skatteminister som ideens væsentligste spindoktor. Og skatteministeren dengang? Han hed Anders Fogh Rasmussen. Meget betegnede for Anders Fogh Rasmussens udvikling fra ideolog til statsmand glimrede ordet skat med sit fravær i år. Vi vender tilbage til skatten senere i forventning om, at det gør statsministeren måske også. Nytårstaler er efterhånden mere de såkaldte punchlines end konkrete politiske udspil. Der går en lige linie fra spindoktorfraser som Poul Nyrup Rasmussens "Kan vi ikke gøre det lidt bedre" til Anders Foghs opgør med "statsansatte smagsdommere" sidste år. De kommende dage skal vi sikkert foræde os på sætninger fra talen som "alle skal have en fair chance - hvad enten det er Rashid eller Rasmussen", inden de også ender som fortærskede floskler. Det er mest taleren og mindre tænkeren, der kommer ind i vores stuer i den bedste sendetid på årets første dag. Tåler ikke et EU-nej Nytårstalen væsentligste budskab var på EU-området. Anders Fogh afviser at surfe videre på succesbølgen fra EU-formandsskabet. Vi kommer til at vente med en folkeafstemning om de fire danske EU-forbehold til tidligst engang i 2006. Statsministeren foretrækker at lade vælgerne tage stilling først til den nye EU-traktat, som omformulerer og reviderer de europæiske paragraffer til at matche udvidelsen. Den ligger formentlig parat om senest halvandet år med folkeafstemning 2004/05. Anders Fogh er bange for vælgerne. Det danske medlemskab kan ikke tåle et nyt nej og slet ikke, før det er bekræftet af et ja. Fogh-analysen er, at skal medlemskabet sættes på spidsen, så er det lettere at banke ja'et igennem på en såkaldt stor afstemning og ikke på et forsvars- eller et retligt forbehold, som de øvrige EU-lande ser som Danmarks helt eget og selvpåduttede problem. Og så er der skatten. Vinteren og forårets største problem for regeringen både internt og i forhold til Folketingets øvrige partier. Metrologerne truer med isvinter, de kan begynde med at tage temperaturen i regeringen. Venstre-toppen frygter, at skatten ender som en ren tabersag - de tror nemlig ikke, at finansministeren finder ret mange milliarder til det konservative krav om lavere trækprocenter på især mellemindkomsterne. Anders Fogh Rasmussen vil ikke bryde sit løfte til vælgerne om skattestoppet, der fundamentalistisk fastfryser alle skatteprocenter og afgifter i kroner og øre. Heller ikke, selv om skattestoppet er ved at ende som en brokkasse, der får skyld for alt, herunder borgmestres egen berøringsangst for at tage ansvaret for nødvendige prioriteringer. Afviser blankt Så længe statsministeren blankt afviser at hæve andre skatter for at lette trækket på arbejdsindkomsten, er der for lidt at gøre godt med, når snakken går på at mindske mellem- og topskat. Og så ligner det et selvskabt nederlag at blive ved med at tale om skattelettelser. Anders Fogh tav i nytårstalen. Som det ser ud nu, ender hele det stort anlagte mundsvejr om en skattereform i et såkaldte jobfradrag til de lavtlønnede, der skal lokke dem uden job ind på arbejdsmarkedet. Det er Dansk Folkepartis ønske nummer et og det deles bredt i Venstre. Så kan de konservative få fuglene på taget i form at en langsigtet plan, der efterfølgende reducerer trækprocenterne, hvis ellers milliarderne kan findes til den tid. Champagnepropperne når at springe nytårsaften efter nytårsaften og statsministeren at holde mange taler, inden vi kommer dertil. Godt nytår.