Nordjylland

Ikke flere henvendelser til DGI

Landets næststørste fritidsorganisation, DGI, har et par gange forlænget tilmeldingsfristen til sin ubestridt største årlige arrangement, fordi antallet af tilmeldinger ikke tilnærmelsesvis var nået op på det forventede.

På Bornholm skræmte den lange rejse mange væk, men hvad er årsagen, når stedet ligger i Jylland, hvor DGI jo har sin klart største tilslutning? Jeg har netop været i kontakt med organisationens øverste leder i anden anledning, og det får mig til at tænke på, om årsagen kunne ligge i, at topledelsen i organisationen er blevet så arrogant, at man simpelthen mister deltagere/medlemmer, fordi kontakten til almindelige mennesker, som jo i ”gamle dage” var organisationens store styrke, er blevet afskærmet af en aura af arrogance, så man i toppen fuldstændig har mistet forbindelsen til de almindelig mennesker. Da jeg kom til Nordjylland i 1973, var organisationen en magtfaktor i landsdelen på fritidsområdet. I dag ser og hører vi stort set intet til den. Når så den øverste leder udviser en helt forargelig arrogance på en henvendelse, som var ment som en hjælp til organisationen rent økonomisk, kommer man jo uvilkårligt til at tænke på, om den samme arrogance også bliver andre almindelige medlemmer til del. Jeg henvender mig i hvert fald aldrig mere til organisationen efter den behandling, og den har jo så trange tider i Nordjylland, at man har set sig nødsaget til at slanke organisationen her.