EMNER

Ikke flere penge til akut nødhjælp

KØBENHAVN:Regeringen vil ikke øge den danske bistand til FN's fødevareprogram, WFP. Med et snævert flertal sammen med Dansk Folkeparti fastholder Venstre og De Konservative, at de i alt 45 millioner kroner, som Danmark har ydet til programmet, foreløbig rækker. De øvrige partier i Folketinget ønsker sammen med de to partiløse folketingsmedlemmer, Gitte Seeberg og Pia Christmas-Møller, at Danmark reagerer på den internationale fødevarekrise ved en betydelig forøgelse af den akutte fødevarehjælp. - Vi har en regering og en statsminister, der ikke engagerer sig i det problem, der er det vigtigste i verden lige nu. Det er utroligt svagt, siger SF's ordfører Steen Gade efter en hasteforespørgsel i Folketinget i går. /ritzau/