Musik

Ikke for meget ketchup her!

Troels Trier er blevet rundere, men meningerne har han endnu

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Leo Bang Olesen og hustru Mona fik en god snak om kuglegrillens velsignelser samt et billede af én. Den skal nu danne baggrund for møderne i den lokale Weber-klub i Rostrup, hvor førstnævnte er formand.

AJSTRUP:Halvdelen af Danmarks befolkning bekender sig til kuglegrillens velsignelser, og for ejerne af en Webergrill har musikeren og kogebogsforfatteren Jan Glæsel nærmest kultstatus. Men ikke for Troels Trier. - Der er for meget ketchup, lyder det åbenhjertigt. Og hvorfor nu denne tilsyneladende rørende ligegyldige oplysning, når dette skulle handle om en fernisering på multikunstnerens malerier. Tjah, måske som et eksempel på, at den nu 67-årige ungdomsoprører og samfundssatiriker er aldeles ligeglad med, hvad gennemsnittet mener om dette og hint, også selvom han udadtil optræder mindre revsende og politisk engageret, end da han gik på ¿rekreation¿ og kastede sine ¿hæmninger væk¿ som forsanger for Røde Mor. - Jeg har lavet meget politisk kunst, men nu laver jeg kun det, jeg har lyst til, siger Troels Trier. Det er kun ved særlige lejligheder, han optræder i rollen som sanger. - Jeg har spillet musik i 30 år, men det er 15 timer på vejen og halvanden time på scenen. Nu er jeg 67 år, og så gider man ikke sidde ude på motorvejen længere, siger han. Tilbage til starten Troels Trier er dog milevidt fra pensionisttilværelsen. Til hverdag er det op ved 4-5-tiden, hvorefter han maler til sent om aftenen. - Jeg startede som billedkunstner, men har været væk fra det så længe. Jeg er utroligt glad for at vende tilbage til malerierne og har fundet en metode, som jeg synes fungerer, siger Troels Trier. Det synes mange andre helt åbenlyst også. Galleri Helco et par lange kilometer syd for Hadsund tiltrak mange gæster fra nær og fjern, mange blot for at kigge, men rigtig mange også for at købe. - Det er utroligt, at man kan lave dét her. For 30 år siden ville det ikke have været muligt at lave noget tilsvarende vest for Valby Bakke. Det vidner om en bred interesse for kunst. Jeg tror, folk er ved at brække sig af a t blive stopfodret med massekultur. De vil opleve noget andet, og heldigvis, mener Troels Trier, der dog i hvert fald kommercielt er i risikozonen for at blive en del af ¿massen¿. Juleand i Weber¿en - Jeg kan sælge alt, hvad jeg får fra Troels Trier, siger i hvert fald galleriejer Steen Thomsen, der i denne omgang har sin hidtil største udstilling af Troels Trier, 60 malerier mod normalt 8-10 stykker. Han tog for nogle år siden kontakten til Trier, simpelthen af begejstring. - Hans billeder er surrealistiske, groteske, nogle af dem gruopvækkende, politiske, humoristiske. Og alle kan være med. Selv små børn falder for hans billeder, siger Steen Thomsen. - Det er rigtigt, og det opfatter jeg som en stor kompliment, bekræfter Troels Trier, der for nylig gjorde en undtagelse og malede et billede på bestilling af moderen til en et-årig fan. Det politiske indhold erkender Troels Trier også, men det er ikke nødvendigvis meningen. - Jeg gør meget ud af at undgå at tænke på, hvad jeg vil male, men det dukker alligevel op, siger Troels Trier, for hvem miljø, økologi, global opvarmning er de hotteste temaer. Og så familielivet, hvilket han finder naturligt efter at have fået ni børnebørn på ret kort tid. Og mens vi er ved kuglegrillen, så bekender Troels Trier sig som en ægte fan. Det er dér, juleanden bliver stegt. Udstillingen kan ses i de næste to måneder i weekenden eller efter aftale med Galleri Helco.