Ikke frækt, men helt ligegyldigt

UGEBLAD "Okay" - Det er et meget frækt blad, siger en forarget ældre skuespillerinde i rollen som gammel dame i tv-reklamen. Og i reklame nr. to er det en ung, intellektuel, formentlig venstreorienteret pige, der får lov at sige, at det er et helt ligegyldigt blad, der ikke siger noget som helst vedkommende til nogen. Det første udsagn har ikke noget på sig. Det er ikke et frækt blad. Det andet udsagn er meget rigtigt, der er et helt ligegyldigt blad. Hvad skal vi med det? Læse mere om de kendte, særlig dem fra Hollywood, få indblik i modens seneste bevægelser og den slags, siger bladet selv. Det får vi heller ikke. Bladet kan intet, som de ekstisterende ugeblade ikke kan gøre lige så godt eller bedre. Det virker uinspireret, traditionelt og kopiagtigt. De få steder, hvor bladet forsøger at ramme en særlig ung, frisk tone virker det som et lån fra tressernes "Børge" eller "Vi unge" - eller bare som "Chili" eller "Tjeck" fra dette årtusinde. Journalistikken handler om at afsløre, at Natasja Crtone er på vej til TV3, men den historie dementerer hurtigt sig selv. Og så en sød feature om at fodboldspilleren Thomas Helveg gerne snart vil have børn. Det trækker ikke tænder ud på det marked. Største afstand til konkurrenterne er, at "Okay" gør meget lidt ud af de kongelige. Deres tv-programmer er lige så gode eller dårlige som de andre blades, måske dog med lidt mere interessante filmomtaler, men film- og videoanmeldelserne er der ikke meget spræl i. De er for forsigtige. Ligesom layouten, der ligner en bleg udgave af alle de andre på markedet. Men hvad kan man også vente med 11 journalister og en chefredaktør på rollelisten. Intet nyt er ikke godt nyt i denne sammenhæng. "Okay" er ikke okay - og bladet får næppe nogen lang levetid. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Okay" nr. 1, 2.-9.april 2003.. Ugeblad. 116 sider, 10 kr. (introduktionspris). Udgiver: Forlaget Benjamin.

Forsiden