Ikke helt som før

CD POP Fleetwood Mac: "Say you will" "Say you will, say you will, give me one more chance. At least give me time to change your mind. That always seems to heal the wounds. If I can get you to dance". Netop som Fleetwood Mac virkede til at være kommet op i omdrejninger igen efter storværket "Tango in the Night" i 1987, blev den engelske gruppe ædt op indefra. Af fire stærke individualister, som måske nok har optrådt og indspillet sammen siden 1967, men som i perioder har særdeles svært ved at være i stue (og studie) sammen. Så farvel til Fleetwood Mac. Og goddag igen. Til det, der egentlig gennem ikke færre end syv år har været tænkt som en soloplade for sangeren, sangskriveren, guitaristen m.m. Lindsay Buckingham, men som er endt med at trække de tre andre med sig, altså Mick Fleetwood (trommer), Stevie Nicks (sang, tangenter) og John McVie (bas). Og nej, "Say You Will" er ikke noget ny "Tango in the Night". Og den har også svært ved at leve op til de skyhøje forventninger, som man godt kan tillade sig at have til en gruppe, der trods alt har begået genistreger som "Rumours" i 1977 og "Tusk" i 1979. I løbet af de fem kvarter, som det tager gruppen at komme igennem 18 nye sange, er der naturligvis velformede perler imellem. Specielt Stevie Nicks meget typiske, yndefuldt fræsende og meget indtagende titelmelodi. Fulgt af Lindsay Buckinghams smukke, linde "Peacekeeper". Der er også noget over åbningsnummeret, "What's the World Coming To" - eller er det mon bare genkendelsens spontane glæde? For der er mindre interessante numre imellem. Sange, der kører på rutinen. Mere af det samme fra samme skuffe. Mindst én sang lyder, som om selve lydanlægget skulle afprøves. Og den dybt skuffende hyldest til de heltemodige redningsfolk efter angrebet 11. september 2001, "Illume", er af en eller anden grund stort set støvsuget for melodi! Alt i alt er "Say You Will" er et rimeligt forsøg på comeback for en gruppe, der åbenbart giver sig selv og publikum én chance mere. Næste gang er den der. Helt sikkert. Ove Nørhaveove.noerhave@nordjyske.dk Fleetwood Mac: "Say You Will" Reprise/Warner