EMNER

Ikke højt til loftet hos VK

Regeringens værdier i forhold til ytringsfrihed vidner om dobbeltmoral, som virker udansk.

De verdensberømte tegninger, som var grove karikaturer af en anden religiøs opfattelse, blev i den grad forsvaret i ytringsfrihedens hellige navn af den samlede regering. Retten til at svine andre til skal være uomtvistelig og grundlovssikret. Der blev trukket lidt i land, da den danske import blev ramt. Men grundlæggende var det i orden at genere andre som tilfældet var. De tager det lidt for tungt. Har ingen humoristisk sans, lød det fra regeringspartierne og deres trofaste støtter på den yderste højrefløj. Selvsamme regering farer frem mod kritisk journalistik i Danmarks Radio. Hvor de har truet med privatisering, hvis DR ikke får fjernet navngivne journalister, der har tilladt kritiske reportager og synspunkter om Irak-krigen. Dertil kommer, at spydspidser for regeringens politik som Karen Jespersen laver skræmmekampagner, fordi der bor mennesker i Danmark fra andre lande med en anden kultur og religion. Så der er ikke er særligt højt til loftet i regeringen, når det gælder andre værdier end dem partierne selv synes er rigtige. Andre meninger er ikke velkomne, og de formastelige skal trynes. Dertil kan føjes den udvisning, der er sket af psykisk syge til FN-lejre, hvor der ikke kan tilbydes en behandling. End ikke psykisk sygdom kan stoppe kampagnen om at danskheden trues, hvis vi ikke får sat en stopper for flygtninge og indvandrere. Spørgsmålet er, om det ikke snarere er danskheden, der står for fald. Ikke på grund af flygtninge, men på grund den dobbeltmoral, der lægges for dagen, som på alle måder virker udansk.