Ikke kommunal opgave at holde liv i private virksomheder

KOMMUNALE SPONSORATER: Det er glædeligt, at et tilsyn nu skal undersøge det lovlige i Aalborg Kommunes efterhånden omfangsrige støtte til professionelle sportsklubber. Om støtten er juridisk i orden, og om det er indenfor kommunalfuldmagten, har jeg ingen forstand på. Men under mine mange besøg til AaB's fodbold, ishockey og håndboldkampe har det altid undret mig, hvorfor Aalborg Kommune har købt dyre sponsorater i AaB. Når NORDJYSKE forleden kunne fortælle, at Aalborg Kommune efterhånden bruger mere end en mio. kr. årligt på at købe bandereklamer hos AaB og Aalborg DH, så må man spørge sig selv hvad skatteyderen får for disse mange penge? Officielt er politikernes forklaring vel, at disse dyre bandereklamer er med til at gøre Aalborg "synlig" og interessant for nye borgere og virksomheder? Men hvor mange mennesker er det nu lige der er flyttet til Aalborg Kommune, fordi de har set en bandereklame i Aalborg Skøjtehal? Og hvor mange virksomheder er det nu lige der har valgt at slå sig ned i Aalborg på grund af den samme bandereklame? Jeg vil våge den påstand at begge tal er usandsynlig tæt på nul. Hvis antallet af tilflyttere og antallet er virksomheder og arbejdspladser ikke øges - hvad får Aalborg Kommune så ud af sponsoraterne? Det ville ikke være vanskeligt at finde andre områder, hvor pengene kunne bruges, så de rent faktisk kom skatteborgerne eller erhvervslivet til gode. Man kan selvfølgelig ikke klandre hverken AaB eller Aalborg DH for at tage imod sponsoraterne - eller for at give sponsoren (kommunen) billetter mv. på lige fod med deres øvrige sponsorer. Men hvor virksomheder bruger deres sponsorater til at dele billetter ud til kunder og samarbejdspartnere, så er det svært at se hvad borgerne får ud af at bruge over en mio. kr. om året på at sende politikerne til fodbold, ishockey og håndbold? Som aktionær i AaB ved jeg udmærket, at klubben har det skidt økonomisk - men det er altså ikke kommunens opgave at holde liv i private virksomheder. Det var bedre, at AaB fik lov til at holde 2-3 koncerter på stadion, så kunne de tjene deres egne penge uden skatteborgerne skal til lommerne. (forkortet af red.)