Natur

Ikke kun bønder der er imod nationalpark

UNDERSKRIFTER:Kære Bent Bundgaard. Du tager ganske fejl, når du antager at "..det kun er bønder der stemmer imod en Nationalpark!". På min frisørsalon i Smidie har jeg haft en protestseddel hængende til underskriftindsamling. På den underskrev sig mennesker som dig selv! Mennesker, der elsker vort unikke område og som nyder det på mange måder. Mennesker, der har boet omkring mosen i en menneskealder, og som nyder den uden underholdning og "Palles Tivoli". Hvordan kan man beskytte og bevare denne smukke natur ved at lokke mange tusinde turister herud? Vi ved fra andre steder, hvor der har været og er mange turister, at der er man nødt til at beskytte naturen mod slitage. Vi er mange, der er flyttet på landet for naturens skyld, mange som ikke synes om at have turister og ikke vil ofre naturen for ussel mammon. Naturen er i dag meget "in" og "man" kan få et stort publikum, hovedsageligt HVIS der er underholdning og allerbedst hvis man dertil også kan få en medalje, et diplom eller lignende som belønning. Det kan da umuligt være for at bevare naturen, eller..??? Hvem er forhindret i at nyde naturen som den er nu? Hvad er den egentlige grund til at lave om på forholdene? De forskellige tiltag med udefrakommende dyr, fodring af ørnene o.s.v. er det den "rigtige" natur? Og HVIS det er så godt for naturen med alle disse "gæster", hvad er så årsagen til, at vi ikke kan komme ind i "det aller helligste" Høstemark og Tofte skov uden bus? Måske er det for at bevare lidt af naturen? De fantastiske tårne kan sagtens tilfredsstille os naturelskere og forhåbentlig uden at forstyrre dyrene for meget. Turene i Høstemark og Tofte er også rigtig gode - så lad det være ved det og TÆNK PÅ NATUREN.