Ikke kun løfter

Også om ønsket om forandring. Efter valget i 2011 kom Helle Thorning til magten i spidsen for en samlingsregering, bestående af De Radikale, SF, Socialdemokratiet og VS. I hele det store valgskred lå der en soleklar tendens derhen, at vælgerne ønskede noget nyt. Der blev fra alle lejre af det politiske spektrum lovet guld og grønne skove. Ja, sådan er det nu i en valgkamp. Lars Løkke gav i tre omgange skattelettelser til de allerrigeste. Så skulle der føres en ansvarlig politik under valgkampen med nul skattelettelser, og nu senest ved Venstres landsmøde skulle der igen skattelettelser på bordet. Hvem sagde slingrekurs? Det vil jeg dog ikke bebrejde Løkke og Venstre. For sådan er politik. I politik styrers der også efter, hvad der kan betale sig. Ja, efter hvad der kan give størst vælge gevinst. I det lys gøres Lars Løkkes manøvre forståelige. Troels Lund Poulsens gik dog alt for vidt ved at blande sig i Københavns Skatteforvaltnings suveræne afgørelse, der jo kundgjorde, at Helle Thornings skatteforhold var fuldt ud lovlige og i orden. Troels Lund gjorde den største helligbrøde nemlig ved sin indblanding i Skatteforvaltningens arbejde. Han ville have Helles skatteforhold til at se ulovlige ud og derved afgøre et folketingsvalg ved manipulation og snyd. Han vidste, at vælgerne ville flytte sig til Venstres fordel, hvis han kunne sætte Helle i et dårligt lys. Helle Thorning lovede før valget, at hun ikke ville afskaffe efterlønnen, hvis vælgerne gav hende flertal. Det gjorde de ikke. Man må naturligvis bøje sig mod hinanden når fire partier skal blive enige. Derfor er den politik, hun nu fører, en ansvarlig realpolitik. Den er så ansvarlig, at alle udenlandske kreditvurderingsselskaber vurderer Danmark som et såkaldt AAA-land. Altså et yderst kreditværdigt land, som kapitalen søger i sikker havn hos, og som betyder lave renter for boligejerne. Det lyder hult, når borgerlige husejere kalder en ansvarlig økonomisk politik for løftebrudspolitik. VKO efterlod en statsgæld på 100 milliarder kroner bl.a. ved skattelettelser og ved at forære Mærsk 75 milliarder ved ikke at lade Mærsk betale markedsprisen for olie. Det kalder jeg en uansvarlig VKO politik. Det er realpolitik, fordi De Radikale er en del af regeringen. Og de ønsker en økonomisk politik, der betyder, at der holdes igen på udgifter. Og det selvom Helle hellere end gerne ville "låne lidt" til via statsinvesteringer at kickstarte økonomien en tand yderligere. Hvem kan realisere noget uden penge? Der skal et flertal til at regere. Det ved Venstre i grunden alt om med alle de besynderlige forslag, de var med til at vedtage for at tækkes DF. Loven om øget Grænsekontrol var lodret imod Venstres egne EU venlige holdninger. Alligevel bed Løkke i det sure æble. Løftebrud. Stik piben ind, VKO, og tag valgnederlaget med anstændighed.