Ikke kun misundelse

Jeg har lige læst indlægget "Relativ fattigdom" (4.2.) af Karl Maksten og har et par svar på det. Først skriver han, at "enhver er sin egen lykkes smed" og "som man reder, så ligger man".

Det kan for så vidt være rigtigt, men det er nu ikke alle, der er født med lige stor intelligens. Der er også et ordsprog, der lyder: "Den kloge narrer den mindre kloge", og det er der mange "genier", der skamløst udnytter og synes, at de er nogle helvedes karle. Den, der er født med en lille intelligens, kan ikke gøre for det, sådan er det bare, ligesom den, der er fattig, ikke behøver at være dum! Jeg har aldrig kunnet forstå, at nogle kan bruge samfundets resurser, såsom vore universiteter og andre højere læreanstalter helt gratis, de kan der få en stor uddannelse, som samfundet betaler, der kvalificerer dem til en høj stilling i samfundet og samtidig en meget stor løn, men jeg har som murer arbejdet på byggepladser, hvor den ledende ingeniør har været dum som et bræt. Engang var jeg med til et bryggeri i Aalborg. Jeg havde da været murer i 38 år og været med til at pudse huse udvendigt mange gange og ville gøre det på den måde, jeg var vant til, men ingeniøren ville noget andet, for det stod i murerhåndbogen, at det skulle gøres sådan og sådan. Det var det eneste, han forstod sig på pudsearbejde, men som højtuddannet var det ham, der bestemte. Resultatet blev, at pudset sprækkede overalt efter første dag. Så blev det lavet næsten efter min erfaring, og så holdt det, og det står endnu. Disse universitetsuddannede får høje stillinger med stor løn, og det er dem, der bestemmer i vores land, og som jeg også har læst, mener de bestemt, at de ikke kan undværes, men hvem kan det? Jeg kan bygge hus, har været med til at bygge Aalborg Seminarium og Europahallen, Seminarieskolen og utallige flere bygninger i Aalborg, når jeg fortæller børnebørn, hvad jeg har været med til, siger de: Du har da næsten bygget hele Aalborg! Kan en embedsmand med universitetsuddannelse bygge huse? Kan en advokat bygge hus? Kan en afdelingschef bygge hus? Næppe, men de kan alle få en stor løn, for det er dem, der bestemmer. Nogle vil nok sige, at det kunne de lære, Jeg kunne også have fået en universitetsuddannelse, hvis jeg havde fået chancen for 60 år siden, men da var der ikke noget, der hed SU. Jeg har aldrig forstået, at de, der bestemmer, ikke kan klare sig uden til tider enorme lønninger, mens de samme personer mener, at andre godt kan kan klare sig med klatskillinger, selvom de mange gange må knokle en vis legemsdel ud af bukserne. Har der været overenskomstforhandlinger og parterne ikke kan blive enige, bliver det tilbud, der er givet ophøjet til lov, for landet har ikke råd til strejker. Jeg har aldrig oplevet, at der er blevet grebet ind, når de højtlønnede får lønforhøjelse. Jeg hørte sidste år, at højtlønnede havde fået mellem 10 og 30 procent mere i løn! Så Karl Maksten: Det behøver ikke at være misundelse, det kan også være forargelse over, at nogle mener, at de er mere værd og bedre end andre.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.