Ikke kun rettet mod arbejdsliv

I et debatindlæg (15.1.) responderer Tem Frank Andersen på mit synspunkt om coaching (12.1.).

Jeg synes, det er medmenneskeligt og smukt at ville være med til at sikre, at medarbejderne i virksomhederne ikke presses i urimelig grad. Jeg er helt på linje med T.F.A. på dette område. T.F.A. skriver bl.a.: ¿Vi er professionelle og ikke alternative¿. Når jeg læser debatindlægget, får jeg ikke den opfattelse, at T.F.A. er professionel coach. Denne vurdering bl.a. ud fra, at T.F.A. skriver, at til forskel fra præster, socialrådgivere og psykologer, er coachens bane blot arbejdslivet. Coaching er ikke i sig selv rettet mod arbejdslivet. Coaching er stadig en specifik metode med fokus på menneskeligt potentiale samtidig med, at den overvejende er fremadrettet og handlingsorienteret. Vi mennesker har mange områder i vores liv (familie, sociale relationer, parforhold, fritid, sundhed, arbejde, personlig udvikling o.s.v.), som tilsammen udgør den helhed, som vi udøver vores væren i denne verden ud fra. Coaching af ledere og/eller medarbejdere i en virksomhed er blot coaching anvendt i den sammenhæng. Mennesker kan coaches i forhold til alle livsområderne - og dem alle på én gang. T.F.A. mener, at det er et grundlæggende problem, at jeg ikke mener, at en coach behøver at kende virksomhedens produktion og kultur for at være en blændende organisationscoach. Her vil jeg tillade mig at anfægte, at T.F.A. omformulerer mine udsagn, når han samtidig angiver, at det er et citat fra mit synspunkt. Jeg skriver ikke noget om, at en coach ikke behøver at have kendskab til organisationens kultur, som T.F.A. har tilføjet på egen regning. Kulturen er skabt af de mennesker, der udgør virksomheden. Af samme grund - afhængigt af opgavens omfang - vil netop kulturen være et fokusområde, da det naturligvis er altafgørende for udvikling af medarbejdernes potentiale, evner og ressourcer, at kulturen har en sådan beskaffenhed, at mennesker kan trives i den. T.F.A. - det er en ommer. Havde jeg skrevet kultur, ville vi stort set have været enige. Organisationer - arbejdspladser - er et sted, hvor de fleste voksne befinder sig i mange timer på arbejdsdage. Det kunne godt lyde som om, at coaching relateret til arbejdslivet kun har det formål at presse medarbejderne til at yde, til de udmattede falder omkuld. Dette er en fuldstændig forvrængning af coaching som begreb og præmisserne for coaching - Jeg tager udgangspunkt i coaching anvendt af veluddannede og dermed professionelle coaches. Den anden kategori - som må være den T.F.A. refererer til - kan kun for langsomt blive sat ud af spillet. Når jeg taler om - igennem coaching - at hjælpe mennesker med at lukke op for potentiale, evner og ressourcer, som ikke umiddelbart er tilgængelige, har det ikke noget at gøre med at ¿presse citronen¿, som T.F.A. skriver. Det handler om at udvikle sig som menneske, at blive mere bevidst om sit liv og de ønsker/ mål, man har, at indgå i læreprocesser og at tage et endnu større ansvar for sit eget liv. Effekten kan bl.a. være, at en medarbejder, der tidligere lod sig presse i urimelig grad, får mulighed for at sætte grænser og få disse formidlet på en hensigtsmæssig og autentisk måde. En helt anden vinkel, som netop afspejler coaching i sin grundform.