Ikke kun til festbrug

JOHANNES MØLLEHAVE har lagt navn til mindst 150 bøger - og ”Kort & Godt” citerer flittigt fra dem.

JOHANNES MØLLEHAVE har lagt navn til mindst 150 bøger - og ”Kort & Godt” citerer flittigt fra dem.

Alle vil have et skvæt af det tilsyneladende uudtømmelige vid- og visdoms-kar ved navn Johannes Møllehave, også det lille forlag Pressto, som derfor har samlet 300 stærkt blandede udsagn fra de mange, mange kronik- og prædikensamlinger, klummer og foredrag og meget andet, som det er blevet fra den næsten overmenneskeligt flittige præst, foredragsholder og forfatter gennem det meste af et halvt århundrede. Som så mange andre har manden bag samlingen, Bjarke Larsen, indset, at Møllehave ikke bare er god til at citere - men også god at citere. Fordi han ofte rammer det, som man synes at kende, så uhyre præcist og mundret. Og fordi han gør svært håndtérlige emner populære og (med)menneskelige. Med stort omhu er udsagnene samlet i bunker med fællestitler som "Livets op- og nedture", "Glædens gud", "Den elskede", "Med alderen" og "Sorgens farver". Om ikke andet må bogen én gang for alle gøre op med en fastgroet myte om, at Johannes Møllehave er folkekirkens svar på Mariehønen Evigglad, for der er bestemt også gråtoner og dediceret mørke i samlingen. Helt til bunds går den vist på side 145 med følgende frysende iagttagelse: "Det menneskelige hjerte er hult og fuldt af frafald. Og så uhyggeligt er vores sind indrettet, at når vi svigter, skal den, vi svigter, bære vores skyld. Vi bliver forbitrede på den, vi svigter, vi kommer til at afsky ham eller hende. Fordi vi ikke kan holde vores skyld og svigagtighed ud, overfører vi vores skyld på den, vi svigter - som aggression. Vi kan virkelig ikke fordrage de mennesker, vi har øvet uret imod. De har afsløret vores svigagtighed, og det skal de ikke komme godt fra!" "Møllehave - Kort & godt" skal indtages i småbidder, for mange af udsagnene havner det samme sted; for eksempel bliver vi igen og igen gjort opmærksom på, at vi i midt i sorgen over et dødsfald kan have glemt at glædes, mens der stadig var liv. Her og der kan man godt savne den sammenhæng, udsagnet er faldet i. Og om bogen kan bruges til andet end at finde et rammende citat til en tale kan kun tiden vise. Grafisk kan det godt genere, at citaterne er sat op på siderne, som om de alle samme var digte eller sangtekster (det er kun et par af dem, og alle disse er fra Anne Linnet-pladen "Min sang" fra 1989). I øvrigt skal man nok være forsigtig med at tro, at alle citater uden videre er Johannes Møllehaves egne frembringelser. På side 153 er han citeret for: "De fleste af os ligger i rendestenen, men vi kan ikke undvære stjernerne". Mon ikke det er mere end inspireret af forfatteren Oscar Wildes bemærkning: "Vi ligger alle i rendestenen, men nogle af os kigger mod stjernerne". Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Bjarke Larsen: "Møllehave - Kort & Godt. 300 udsagn om livet, døden & det imellem". 159 sider, 169 kroner Forlaget Pressto