EMNER

Ikke kun Tordenskiolds Soldater ...

255 af Fladstrands døtre og sønner tager til hovedstaden for at markedsføre Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:Den Lille Havfrue kigger sig nervøst over skulderen og spjætter med halen. På Esplanaden rejser skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller sig fra kontorstolen og skuer interesseret omend en anelse nervøst ud over vandet. Tilskuerne i Operaen på Dokøen på den anden side af indsejlingen til Københavns Havn sidder uroligt på stolene og spidser ører, og hvis Margrethe er hjemme på Amalienborg, tager hun formentlig et ekstra kraftigt sug i cigaretten. Hvad har de dog gang i, de gale gæster fra Frederikshavn? Vi kigger et par uger frem i kalenderen. Det er torsdag den 2. juni. Vi befinder os på en af kongerigets mest kendte og fornemme adresser, Amaliekajen, ved Langelinie i København, tæt på magtens, kongerigets og kulturens centrum. Prinsesse Alexandra har netop åbnet den maritime festival Under Sejl i 1000 år og Slaget om Hvide Ørn er skudt i gang. Stolte sejlskibe fylder indsejlingen, der er hyllet i røg og damp. Københavns Havn er for en stund kulisse for et maritimt søslag, som det tog sig ud engang i 1700-tallet. To centrale byer Peter Wessel Tordenskiold er hovedpersonen, og der er noget naturligt og selvfølgeligt i, at Tordenskiolds Soldater fra Fladstrand nu drager til hovedstaden og opfører det maritime søslag. - København og Fladstrand ér de to centrale danske fixpunkter i Tordenskiolds liv. Det fremgår tydeligt af Tordenskiolds breve og af Dan H. Andersens biografi, Mandsmod og Kongegunst, fortæller Erik Holm Sørensen. Han har nærlæst historien om Tordenskiold, herunder ikke mindst Slaget om Hvide Ørn, der fandt sted i disse dage for 290 år siden, i april-maj 1715. Også dengang sydede København af festligheder. Tordenskiolds erobring af Hvide Ørn gjorde ham til Folkets Helt. 255 af Fladstrands sønner og døtre deltager i søslaget 2. juni. Tordenskiolds Soldater er altså ikke historien om de samme ildsjæle, der går igen og igen. Skaren er vokset og omfatter i dag store dele af byens forenings-, forretnings, erhvervs- og turistliv med flere. En broget skare af mennesker, der har interessen for den levende historieformidling til fælles. Inden søslaget skydes i gang, vil delegationen fra Fladstrand deltage i et stort optog forbi Christiansborg over Højbro Plads og via Kgs. Nytorv og Amalienborg til Amaliekajen, hvor Prinsesse Alexandra åbner den maritime festival.