Litteratur

Ikke ligefrem engleblid

"Englen 1"

"Aaron kæmpede imod monstrets gab, mens flere tentakler viklede sig rundt om hans arme, hans ben og hans underkrop og kvalte hans bevægelsesfrihed. Han blev løftet op fra jorden og båret gennem luften. Draget op imod monstrets mund"... Efter et nærmest massivt væld af vampyrer og varulve og andre uhyrer i bemærkelsesværdigt mange ungdomsromaner består i det mindste noget af næste bølge af - engle. Og 18-årige Aaron Corbet er en af dem. Eller rettere: Han er en såkaldt nefilim, altså barn af en menneskemor og en engel - og jaget vildt for et kor af engle, kaldet Magterne, der har påtaget sig at udrydde alle frafaldne og afhoppere og deres vederstyggelige afkom, heriblandt Aaron, som også må kæmpe mod såkaldte orishaer og andre højst ubehagelige væsener. At Corbet i det hele taget er en nefilim opdager han (og læseren) ved en tilfældighed. Efter en meget voldsom hovedpine mestrer han pludselig alle sprog, også dyrenes - så ikke nok med, at han kan kommunikere med sin plejefamilies golden retriever, Gabriel. Takket være sine nyvundne sprogkundskaber kommer han også pludselig meget tæt på skolens smukkeste pige, brasilianske Vilma Santiago. Så et vist stykke ad vejen er "Englen" også en kærlighedsroman - men den er først og sidst en lindt flydende, ret godt fortalt actionfortælling, for kærlighed kan det være svært at koncentrere sig om, når skurken Verkiel og mange andre hele tiden stræber én (og éns allernærmeste) efter livet, og hvem kan man stole på? Er den elskelige Mrs. Provost nu også den, som hun giver sig ud for at være, eller bor der noget andet og væsentligt mere uhyggeligt indeni hende? Og hvorfor bliver Gabriel pludselig meget syg? Ikke dårligt. Og så er det endda kun begyndelsen, selv om "Englen 1" består af to store dele, hvor den første sætter scenen og markerer betingelserne, og den anden for alvor sætter fart på hæsblæsende action. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Thomas E. Sniegoski: "Englen 1: Den faldne + Leviathan" 464 sider, 199 kr. People's Press Jr.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst