Ikke meget hjælp at hente

Henriette Kjær skriver 29.5 om strukturreformen og debatten i Nordjylland, og man må på den baggrund spørge sig, om hun overhovedet har forstået problemstillingerne på det socialområde, som hun er minister for.

Når hun taler om bæredygtighed og én indgang, så taler hun hver gang om sagsbehandlingen, om bureaukratiet. Hun taler ikke om de konkrete tilbud til borgerne, dvs. specialbørnehaver, specialskole tilbud, særlig rådgivning om handicap, bo-institutionerne osv. I dag er der den ene indgang, som socialministeren efterlyser – det er kommunerne, der er indgangen for borgerne. OK, der er nogle enkelte undtagelser, men det er så lidt, at det nemt kan ændres uden at lave de store struktur ændringer – hvis det er det, regeringen vil. De, som jeg - og så vidt jeg kan se også mange pårørende og forældre til handicappede – gerne vil have Socialministeren til at forstå eller i det mindste interessere sig for er, at de konkrete tilbud til borgerne er i stor fare for at forsvinde. Ikke på grund af besparelser, men fordi det underlag af brugere, faglighed og økonomi, det, der gør dem bæredygtige, forsvinder når de spredes ud på kommuner, der er betydeligt mindre end amterne er i dag. Regeringens strukturudspil rejser for mig en lang række spørgsmål, som jeg har behov for svar på. Og her må jeg desværre sige, at der ikke er meget hjælp at hente fra Socialministeren og andre af regeringens medlemmer. Indtil videre har standardsvarerne fra diverse ministre været, at kritik var udtryk for skræmmebilleder, forskrækkelse over forandringer, fordrejning af fakta og lignende afvisende svar. Og det ser vi igen med Socialministerens indlæg 29.5. Men når det nu er en folkelig sag for regeringen, har befolkningen så ikke krav på nogle konkrete svar på de kritikpunkter, der rejses? Hvordan skal befolkningen ellers kunne vurdere, om der er hold i kritikken eller ej. Om regeringens forslag kan indfri visionerne. Vi har i Nordjyllands Amt efter opfordringer fra forskellige brugerorganisationer forsøgt at kvalificere debatten ved at belyse mulige konsekvenser af at udlægge Nordjyllands Amts sociale opgaver til kommunerne. Vi har kigget på amtets sociale institutioner og på amtets tilbud om specialrådgivning til forskellige grupper af handicappede og socialt udsatte borgere. Undersøgelsen viser, at en stor del af vores institutioner er amtsdækkende tilbud. Det vil sige, de er det eneste tilbud af sin art i hele amtet til en særlig gruppe handicappede. Derudover har amtet over 20 forskellige rådgivningsenheder hver målrettet forskellige typer af handicaps eller sociale behov. På baggrund af den viden, og debatten i øvrigt har jeg især tre spørgsmål, som jeg meget gerne ville have nogle konkrete svar på fra Socialministeren. For det første: Hvordan skal amternes opgaver omkring specialrådgivning helt konkret videreføres, når opgaverne på det sociale område lægges ud til kommunerne? Kan ministeren garantere mere kvalitet for pengene? Nordjyllands Amts specialrådgivning er målrettet helt specielle handicapgrupper, som bl.a. autister, hjerneskadede, svært psykisk udviklingshæmmede børn og voksne. Rådgivningen ydes af mindre teams bestående af specialister. Et eksempel er amtets Småbørnsvejledning, som yder pædagogisk rådgivning om svært handicappede børn fra 0-7 år til forældre og fagpersoner i kommunerne. Teamet består af 5 specialister og de hjælper tilsammen ca. 100 børn og deres familier. For det andet: Hvordan sikres det, at de amtsdækkende specialinstitutioner kan opretholdes som et tilbud til alle handicappede borgere? Kan ministeren garantere færre gråzoner? Nordjyllands Amt driver i dag ca. 130 sociale institutioner for handicappede og socialt udsatte borgere. Omkring 35 pct. af dem er amtsdækkende. Institutionerne ligger i dag i forskellige nordjyske kommuner, men hovedparten ligger i amtets største kommune. Vil handicappede borgere fra kommuner uden specialinstitutioner have lige adgang til disse tilbud? Mange års erfaring siger mig, at en kommune først prioriterer egne borgere og herefter tilbyder pladser til andre kommuners borgere. Kan institutionerne opretholdes, så de særlige handicapgrupper stadig får specialiserede tilbud? Eller vil vi opleve, at specialinstitutionerne lukker, fordi kommunerne hjemtager deres handicappede borgere til billigere tilbud/ledige pladser i egen kommune. For det tredje: Hvorfor er specialisering og høj faglighed i tilbudene ikke højt prioriteret på det sociale område? Kan ministeren garantere, at det er bedre at have tilbuddet tættere på borgeren? Regeringen har i sit udspil valgt to forskellige strategier for sundhedsområdet og for det sociale område. Begrundelsen herfor er svær at få øje på. På sundhedsområdet mener regeringen, at det er nødvendigt med store og få regioner for at sikre et højt fagligt niveau på de enkelte specialer. Der etableres hjertecentre, kræftcentre m.v. Men på det sociale område mener regeringen åbenbart, at et højt fagligt niveau indenfor specielle handicapområder kan opretholdes uden problemer ved at dele opgaverne ud på mange mindre kommunale enheder. Hvor er logikken i det? Eller mener regeringen, at de handicappede borgere prioriterer et institutionstilbud tæt på den oprindelige bopæl og rådgivning af kommunens sagsbehandler frem for et institutionstilbud med et højt fagligt indhold, specialuddannet personale og rådgivningsenheder bestående af specialister? Mit ærinde er som sagt at få konkrete svar fra Socialministeren på de spørgsmål. Det mener jeg, at alle - men især de handicappede borgere - har krav på. For det er vel også en folkelig sag for dem?