Ikke mere kvalificeret arbejdskraft nu

Arbejdsløshed 20. september 2006 06:00

KØBENHAVN: Virksomheder og butikker må fortsat regne med at skulle lede med lys og lygte efter folk til ledige jobs. Ifølge Nationalbanken er det ikke realistisk at forvente, at tilgangen af kvalificeret arbejdskraft til arbejdsmarkedet kan øges væsentligt på kort sigt. I sin nye kvartalsrapport konkluderer Nationalbanken, at det velfærdsforlig, som regeringen i juni indgik med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale ikke har den store betydning, når det gælder om at skaffe flere hænder til de ledige jobs. Det handler hovedsageligt om initiativer, der kan øge tilbagetrækningsalderen. - Forliget øger kun i begrænset omfang arbejdsstyrken på kort sigt, skriver Nationalbanken i kvartalsrapporten. I juli var antallet af ledige 122.100 personer svarende til 4,4 procent af arbejdsstyrken - det laveste niveau i 30 år. - Den meget lave ledighed er udtryk for et stramt arbejdsmarked. Det er vanskeligt at fastsætte en nedre grænse for ledigheden, men yderligere ledighedsfald kræver formentlig en målrettet indsats, hedder det. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...