Ikke nemt at komme til

Rengøringsfolk tilbageviser kommunal kritik af skolerengøring

Skolevæsen 15. februar 2005 05:00
HADSUND: Rengøringen af den nye skole i Hadsund fik et ordentligt skud for boven af borgmester Karl Christensen (S) og kommunaldirektør Bo Nielsen her i NORDJYSKE i fredags. Men nu tager en af medarbejderne fra firmaet Top-Rengøring til genmæle. Det har simpelt hen været en umulig opgave at komme til for håndværkerne, fremgår det af en håndskrevet rapport, som Willy Jørgensen har udfærdiget. Da Top-Rengøring kom ind på den nye skole i begyndelsen af december og troede, at de skulle gøre rent efter håndværkere, fandt de ud af, at det var en opgave uden ende. Mange lokaler har rengøringsfolkene gjort rent både én, to, tre og fire gange, fordi håndværkerne blev ved at vende tilbage og brække ting ned, der skulle laves om. Og svine og støve igen. Noget så grundlæggende for rengøringsarbejde som varmt vand var også en mangelvare i begyndelsen. - Vi måtte rende rundt til flere baderum og toiletter, før vi endelig fandt en hane med varmt vand. Men vi måtte tappe det med litermål, fordi vores spande ikke kunne gå ind under hanen, og det løb så langsomt, at det tog en halv time at fylde en halv spand, fortæller Willy Jørgensen. Og selv om skolen skulle tages i brug lige efter juleferien, så var malerarbejdet ifølge Willy Jørgensen først afsluttet 22. januar, og tømrere, elektrikere og inventarfolk var først færdige 28. januar. Ifølge Willy Jørgensen er alle faglokaler for eksempel først færdige i uge 3, og der gøres rent overalt. Men derefter sættes maskiner og inventar op, "så det ser herrens ud igen". Willy Jørgensen har også en bemærkning med hensyn til kritikken af indeklimaet på den nye skole, hvor rengøringsfirmaet også har fået en pæn del af skylden. "Med hensyn til indeklimaet og støv mener jeg, at man skal se lidt på sine gamle sager fra den gamle skole", skriver Willy Jørgensen, som også rent ud mener, at både lærere og elever måske helt bogstaveligt burde "feje for deres egen dør", før de kritiserer rengøringsfolkene. Det ligger nemlig i aftalen med rengøringsfirmaet, at elever og personale på skolen selv skal sørge for, at der er ryddet op, stolet op og grovfejet i lokalerne. Det mener Willy Jørgensen, at der bliver set lidt stort på. I det hele taget føler han sig noget trådt på: - Rengøringspersonalet er bare nogle tumper. Vi kan bare bruge knofedt, det er det, vi får vores løn for, har vi fået at vide, siger Willy Jørgensen, som også undrer sig over, at rengøringsfolkene kun har fået "en tarm under svømmehallen" stillet til rådighed: - Vi har ikke engang et depot eller et sted, vi kan drikke vores kaffe, siger han.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...