Ikke nemt at være betjent

Den seneste sag om Ekrem Sahin, der døde i fængslet, da han blev lagt i benlås er ulykkelig, uanset hvordan man betragter den.

Borgere i politiets eller kriminalforsorgens varetægt skal ikke dø af det. Derfor har Dansk Folkeparti også fra første færd bedt om en grundig afdækning af forløbet, og senest i weekenden sagde jeg, at vi ville følge sagen tæt for at se, om noget kan gøres bedre eller om noget skal gøres anderledes. Når det er sagt, vil jeg godt advare imod den kedelige tendens, der er til at mistænkeliggøre politi- eller fængselsbetjente hver gang, de bruger bruger magt. Medier lægger villigt plads til meningsmaskiner, der rituelt og forlods giver betjente skylden - både når der er tale om skyderier, rydninger af voldelige demonstrationer eller i den aktuelle sag. At Sahins mor er dybt ulykkelig, kan vi alle forstå. Men er det lødigt og ordentligt, når tv lægger prime-time tid til, at hun grædende sidder og siger, at betjentene lyver? Udsætter tv hende ikke for en mulig kritik og gør hende sårbar, hvis nu undersøgelsen viser, at betjentene ikke har løjet? Jeg tror da som udgangspunkt på det, betjentene har fortalt. Påstanden om, at de lyver kommer jo kun, fordi en udenlandsk sagkyndig på basis af billeder og en lydfil vurderer, at der er brugt anden magt end den tilladte. Men selvfølgelig skal det tjekkes, også selvom det er forsvarsadvokat Bjørn Elmquist og en række medier, der som lemminger mere eller mindre har besluttet sig for, at Sahin er et stakkels sagesløst offer for brutale fængselsbetjente, der ikke havde andet at lave end at fiksere ham så hårdt, at han døde af det? Det er værd at huske, at Ekrem Sahin sad i fængsel. Det gjorde han, fordi han var idømt to års fængsel for røveri og en stribe tyverier. Uskyldsren er han ikke. Ifølge hans forsvarers fortælling var han fredeligt igang med sin muslimske morgenbøn i sin celle, da en større flok betjente brasede ind og lagde ham i benlås. Hele seks-syv granvoksne fængselsbetjente skal der til for at fiksere Sahin. Forsvareren Elmquist får det i sin fortælling til at lyde, som om betjentene nærmest var sure over, at Sahin bad, og at han spillede musik under sin bøn. Dét førte så til, at op mod syv mand slog ham ihjel. Jeg har lidt svært ved at se for mig, at der skal så mange betjente til, hvis Sahin blot var igang med sin fredelige bøn og iøvrigt var rede til at rette sig efter betjentenes anvisninger, sådan som man skal i fængslet. Men nu må undersøgelsen vise, hvad der er op og ned. Og er undersøgelsen ikke tilstrækkelig upartisk, må der friske øjne på. Indtil da vil jeg opfordre til, at man som udgangspunkt stoler på, at de færreste betjente både i og udenfor fængslerne har lyst til eller behov for at bruge mere magt end nødvendigt. Og at benlås indtil videre er et af de magtmidler de overordnede fortæller er ok. Man vælger selv at blive politi- eller fængselsbetjent. Men det er ikke noget let arbejde, og det er ikke blevet lettere i takt med, at fængslerne fyldes med rockere og bander, udlændinge fra Østeuropa og Mellemøsten, der ser en smule anderledes på autoriteter og vold, end vi sædvanligvis gør i Danmark. Vi skal være glade for, at danskerne fortsat står i kø for at komme ind på Politiskolen og indenfor Kriminalforsorgen. Vi har brug for dem, og vi har brug for, at de gør deres arbejde, når det kræves af dem. Kommer politiet ikke, når man ringer, kommer de om ikke andet på forsiden af en avis. Kommer de fluks og anvender den magt, som de i situationen finder nødvendig, så havner de også på forsiden af en avis. Det er ikke nemt.