EMNER

Ikke nogen mirakelkur

For lidt over et år siden var der næsten ingen grænser for, hvad der pludselig ville kunne lade sig gøre i et af landets største politiske partier, Socialdemokraterne, alt sammen fordi den oprindeligt yderst magtfulde partiformand Mogens Lykketoft under en vis tumult - og ikke mindst efter endnu et forsmædeligt valgnederlag - var blevet afløst af et væsentligt mere ubeskrevet blad inden for partiet, Helle Thorning-Schmidt. Af helt indlysende grunde blev ikke bare stor opmærksomhed, men også en hel del forventninger hæftet på den nye formand - og ellers havde hun unægteligt forventninger til sig selv, understreget ved en ofte gentaget udtalelse som ”Jeg kan slå Fogh”. Men det er efterhånden en hel del politiske skuffelser og nederlag siden. Det er ikke så få elendige meningsmålinger siden. Det er også et par mere eller mindre frivillige udmeldelser af folketingsgruppen siden. Og det er flere meldinger om ”vi genopstiller ikke ved næste valg” siden. Og det er også flere interne omrokeringer siden. Knapt havde Helle Thorning-Schmidt flyttet rundt på tropperne i den allerøverste ledelse i partiet, så en af hendes trofaste væbnere, Henrik Sass Larsen, blev ophøjet til politisk ordfører, mens en anden tro støtte, Lotte Bundsgaard, blev stødt ud i mørket uden så meget som skyggen af et ordførerskab - før det haglede ned over partiformanden med bebrejdelser, og under et vist postyr har en enkelt borgmester, Johan Norden fra Rudkøbing, da også meldt sig ud af partiet i protest mod, hvad han kalder de socialdemokratiske ”rustbankere”. Er der noget, Helle Thorning-Schmidt ikke umiddelbart virker til at have ændret afgørende på ved at rokere rundt, så er det den måske største svaghed eller sårbarhed ved Socialdemokraterne: At uanset hvor lille folketingsgruppen bliver - og den er svundet meget ind de senere årtier - bliver der ved med at være en vis form for fløjkrig, som partiformanden har forsøgt at dæmpe ved at trække en af sine oprindelige kritikere, Frank Jensen-støtten Carsten Hansen, ind som formand for folketingsgruppen for at signalere, at den midt- eller højresøgende partiformand godt kan rumme partiets ”venstrefløj”. I sidste ende skal S-toppen bare være opmærksom på, at omrokeringer ikke er nogen mirakelkur, men at der skal håndfaste budskaber og et overordnet, skridsikkert politisk projekt til.