Ikke nogen stor roman

ROMAN Jacob Weinreich: "Mellemlandinger" Kristian Lundby hedder romanens unge første personfortæller, en usympatisk plattenslager og døgenigt, som ikke gider bestille noget, og som går og keder sig i Århus. Han stiver sin vaklende identitet af med løgnehistorier og søger gennem bl. a. oppustede mobiltelefonsamtaler og løgnehistorier at imponere sine omgivelser. Intet bliver til noget – hverken hans fantasifulde projekt om en film om Neil Young eller hans forhold til det andet køn. Han er ganske vist imponeret og duperet af Nanna, som han opsøger i New York, men hun holder ham hen og vil ikke have med ham at gøre, fordi hun til sidst gennemskuer ham og hans naragtige projekter. Hans kæreste Louise er i England, men også dette forhold kuldsejler for ham, og han ender med at rejse til Birmingham sammen med en tilfældig pige. Her spiller Neil Young nemlig om et par dage. Filmen ender med at være et rent fantasiprojekt, men han fastholder over for sine omgivelser, at den skal laves. Han er ganske vist udmærket i sine selviagttagelser: "Jeg havde ingen fornuftig forklaring på hvorfor jeg så stædigt nægtede at fortælle sandheden til min omverden. Måske var det noget med at den film var det eneste jeg havde. Uden den var jeg Århus"s største nobody." Kristian står altid fuld bevæbnet med sine løgnehistorier mod angreb fra alle kanter, værnende sin trodsige selvfølelse, som ingen ting er. "Mellemlandinger" er ikke nogen stor roman, men et ærligt forsøg på at portrættere en nutidig rodløs ungdomstype. Jens Hennebergkultur@nordjyske.dk Jacob Weinreich: "Mellemlandinger" 171 sider, 278 kr. Tiderne skifter