Ikke noget at komme efter...

Ikke uden dramatik faldt økonomiaftalen mellem KL og regeringen på plads. En aftale, der betyder smalkost for kommunerne på trods af et overskud på 80 milliarder i statskassen.

Fra socialdemokratiske borgmestre lyder det samstemmende, at den meget smalle aftale betyder, at alle kommuner med øgede opgaver nu stilles over for krav om nedskæringer og besparelser. Heller ikke i 2007 får kommunerne en reel mulighed for at give folkeskolerne et løft eller de ældre bedre hjemmehjælp og plejehjemsforhold. Det er en elendig aftale. Så enkelt er det. De sårbare grupper i et velfærdssamfund uden pengemangel har krav på støtte og hjælp af høj kvalitet. Det spænder regeringen endnu en gang ben for. Kommunerne er bundet på hænder og fødder af regeringens stramme økonomiske politik og skattestoppet. Resultatet bliver en større afstand mellem borgernes forventninger til den offentlige service, og den service, som kommunerne faktisk er i stand til at levere. Kommunerne under ét får ikke 1 mia. kr. ekstra til et serviceløft i 2007, som regeringens spindoktorer ellers postulerer. Når det drejer sig om de meget omtalte 800 mio. kr. til forbedringer for de ældre, forholder det sig således, at de 500 mio. faktisk er ”gamle” penge , som var afsat . Og de resterende 300 mio. kr. går alene til at dække de stigende udgifter til de 6000 nye og flere ældre næste år. På folkeskoleområdet fortsætter regeringen med at nedbringe enhedsudgifterne. Altså endnu engang flere elever i klasserne, og ingen penge til de tiltrængte løft til folkeskolen, som ellers i mange år har lid. Samtidig indebærer aftalen om kommunernes økonomi, at langt flere serviceopgaver skal udliciteres til private. I 2005 blev 20 pct. af kommunernes madudbringning, rengøring og personlig pleje udliciteret, men frem til 2010 skal andelen stige til 25 procent. Så der er ingen penge til kvalitets- eller serviceudvikling næste år - alene til mere udlicitering. VK-regeringen kaster reelt velfærdssamfundet ud i en demokratisk krise, fordi opbakningen til velfærdssamfundet vil falde, i form af mange kommuner, som ikke har en chance for at kunne levere varen. Én kunne jo også få den tanke, at det var det, Fogh og Venstre egentvil vil. Ellers har jeg meget svært ved at se, hvorfor regeringen afviser at bruge nogle af de mange milliarder i statskassen på at forbedre velfærdssamfundet. Der skal ikke herske tvivl om, at vi socialdemokrater vil et andet Danmark end de borgerlige. Vi ønsker øget velfærd for alle frem for skattelettelser til de få. Hvis vi fortsat skal bryste os af at være et velfungerende velfærdssamfund, så kræver det ordentlige levevilkår og velfærd for alle i det danske samfund.