Ikke nok at leve og arbejde her

Der er noget helt forunderligt over, at vi midt i den varme og lyse danske sommer tænder et stort bål og lader ilden varme og lyse. Der er noget forunderligt i det. Det er, som om at vi ikke kan få nok, men må gøre sommeren endnu mere lys og varm end den er.

Og det er jo egentlig det, som sankthans er til for: for at påminde os om livet og livets frodighed og dets stadige bevægelighed og forunderlighed. For vores liv er jo altid i bevægelse og kan altid skifte og forandres som flammerne i et bål. Vi kan synes, at det til tider brænder for hastigt ud og kræfterne slipper op, eller vi kan synes, som om ilden ikke rigtigt vil tage fat og bluse ordentlig op. For livet er som et bål, der så hastigt kan brænde ud og flamme op – og være væk. Derfor er ilden også en påmindelse til os om at varme. At også vores liv må give varme til hinanden og sprede lys for hinanden. Det er jo derfor, vi tænder ild og gør bål: for at påminde os om det ansvar, vi har for hinanden og for det liv, vi har fået skænket. Det er jo således her til lands, at vi jo ingen farlige vilddyr eller krybdyr har, og når man går sig en tur i skoven, kan man gøre det uden frygt. Vi har ingen løver eller giftslanger eller andet, der kan tage os og holde os tilbage. Men alligevel har vi ét vilddyr her til lands, der nok er det grusomste af alle. Det er et dyr, der angriber bagfra, og når det først har fat, så holde det ved og slipper ikke sit tag i os. Det dyr kaldes for en sofa. Når man først er i dets greb, er det svært at slippe fri. Pludselig sidder man bare i saksen. Det farlige dyr er det vigtigt, at vi bekæmper med alle midler, for det trækker os væk fra hinanden og trækker os ud af ansvaret for hinanden. Både det nære ansvar, så hedder at spørge til hinandens liv, men også det stor ansvar, som betyder at være bærer af en kultur. Jeg har hørt, at man forleden har lavet en undersøgelse i Sverige om, hvad det vil sige at være svensk. Og alle de førende kulturpersonligheder i Sverige var blevet spurgt, og alle var enige om at den svenske kultur var ikke-eksisterende, fordi det var diskriminerende overfor andre kulturer. Derfor var det at være svensk, som selve statsministeren Göran Persson udtrykte det, "bare det at leve og arbejde i Sverige". Så fattige på svar og selvopfattelse må vi aldrig blive! For sandt er det, at vi i vor tid møder mange nye og anderledes kulturer, og at vi skal møde dem med åbenhed og venlighed; men det betyder ikke, at vi skal underkende os selv. For at tage de andres kultur alvorligt, er jo at tage sin egen kultur alvorligt. Vi lever i et land med historie, der har frembragt de største ting – ikke bare materielt, men også åndeligt. Netop frembragt de største ting i respekt for livet, som det er givet. For det at være dansk er for mig ikke bare det at leve og arbejde i her til lands. Det er en fattig definition. Men det er at løfte den arv, som er blevet mig skænket, og derved regne sig til et fællesskab, der ikke bare er afhængig af om jeg skaber det. En arv, der taler om frihed og om respekt for hinanden. En arv, der synger af stor poesi og en arv, der er båret af tro på Gud. For at leve i en kultur som vor, er jo at lade sig blive fortalt af den fortælling, som generationer før os har fortalt, således at livet kan blive større end hvad vi gør det til. Det er alt dette, som bålet og ilden her til aften skal påminde os om: at varmen, lyset og livet, der stråler ud derfra, skal tale til os om det ansvar vi har for hinanden og det ansvar vi har for, at det vi har fået skænket i arv, så også gives videre, således at også de, der kommer efter os, kan leve i den frihed og den respekt som her er blevet os skænket. Med de ord vil jeg slutte, og jeg vil slutte med et vers af Grundtvig, som på sin vis siger det hele om at hvis vi ikke elsker i det små, hvorledes skulle vi da kunne elske i det store: "Er os tommer ord og lyde eget folk og fædres land véd vi ej, hvad de betyde mer end mængde, muld og strand, tant er og hvert ord, vi tale om Guds riges bjerg og dale, om Guds folk og menighed" Glædelig midsommer! Thomas Reinholdt Rasmussen, Skagensvej 435, Jerup, er sognepræst. Synspunktet er hans tale ved sankthansfesten i Elling i aftes. E-mail: trr@km.dk