Ikke parat til EU

Balkanlandet Kroatien, i lighed med sine østlige naboer Rumænien og Bulgarien, gør sig klar til indtrædelse i EU. I den forbindelse har man officielt igangsat en "charmeoffensiv' i mere end 15 europæiske hovedstæder inkl. København, som i marts forventes at få besøg af Kroatiens premierminister Jadranka Kosor fra det nationalistiske HDZ parti. Fru Kosor kalder selv besøget for "propaganda-fremstød", der skal gøre Kroatien EU-parat allerede i det første halvår af 2011.

I den forbindelse er der flere relevante spørgsmål og problemstillinger, som vores udenrigs- samt statsminister kan stille til Jadranka Kosor, så man ikke begår samme fejl som dengang de dybt korrupte Bulgarien og Rumænien blev optaget i det europæiske fællesskab. Man kunne jo netop starte ved korruption, hvor hendes tidligere ven og første samarbejdspartner Ivo Sanader (HDZ) nu sidder i et østrigsk fængsel efter beskyldningerne om omfattende korruption og ulovlige privatiseringer. Det kunne også være interessant at høre, hvordan Kosor forholder sig til de nyeste anklager mod hendes minister Vladimir Seks (tidl. general i den kroatiske hær) for krigsforbrydelser mod det serbiske mindretal. Ydermere vil det være interessant at høre, hvorfor hun senest holdt et møde i havnebyen Split (Dalmatien) hvor hun hyldede den nu afdøde Franjo Tudmans politik (det samme gjorde hun ved at besøge hans gravsted forleden) skønt denne mand var anklaget for omfattende krigsforbrydelser mod serberne i Kroatien og ikke mindst i Bosnien hvor hans styrker bl.a. ødelagde den meget berømte og UNESCO-beskyttede "Gamle Bro" i byen Mostar. Til sidst, som forudsætning for dansk opbakning, bør hun forholde sig til det faktum, at hun selv og hendes regering stadigvæk blænder sig i nabolandets Bosnien & Hercegovinas interne forhold, hvor hun forleden gav opbakning til de kroatiske nationalister i Hercegovina, med ønsket om oprettelse af en "tredje entitet" og dermed reelt opsplitning af endnu et Balkan-land. Kroatien er bestemt ikke EU-parat, før landet aktivt begynder at bekæmpe korruption, giver flere rettigheder til undertrykte minoriteter heriblandt serberne, muslimerne, romaerne og jøderne, retsforfølger sine egne krigsforbryder frem for at hylde dem som krigshelte som tilfældet er nu, og uden indblanding i andre landes interne forhold. Før disse meget afgørende krav er imødekommet bør Danmark sætte sig i spidsen for EU og blokere for Kroatiens snarlige indtræden i fællesskab af åbne, transparente og politisk-økonomisk stabile lande.

Forsiden