EMNER

Ikke plads til islamisk land i EU

Vi har her i Danmark lært af Muhammed-krisen, at vi har brug for at stå sammen med de andre EU-lande i det europæiske fællesskab.

Selvom EU noget modstræbende tog Danmarks parti under krisen, var vi dog en del af fællesskabet, og EU bakkede os dog op. Og alle vi danskere kan være glade for, at vi var en del af dette store fællesskab, da krisen var allerværst. Så vejen frem må være, at vi arbejder for at få de bånd, der binder os sammen, gjort stærkere. Vi må i den europæiske udenrigspolitik EU stå til lyd for parolen ”Én for alle – og alle for én”. I praksis f.eks. ved at have fælles ambassader ude omkring i verden. Men i samme forbindelse må vi også arbejde for et nej til Tyrkiets optagelse i fællesskabet. Tyrkiet er 98 pct. muslimsk, og det kan ikke undgå at få betydning for den fremtidige lovgivning i EU, hvis de 65 millioner tyrkere kommer med i fællesskabet. Vi vil få et pres, hvor islamiske værdier vil komme til at spille en rolle for lovgivningen fremover. En forsmag på dette fik vi, da den tyrkiske ambassadør, Fugen Ok, i oktober 2005 var medunderskriver af det brev til Anders Fogh Rasmussen, hvori 11 islamiske ambassadører bombastisk krævede, at han greb ind overfor Jyllands-Posten og ytringsfriheden her i Danmark. Noget, som slet ikke harmonerede med vestlige demokratiske værdier. Det vil også være en stor sikkerhedsrisiko, hvis EU med Tyrkiets optagelse får grænser til Iran, Irak og Syrien. Jeg vil være mere tryg ved en grænse til de islamiske lande omkring Bosporus-strædet. Samuel P. Huntington skriver nemlig i sin bog ”Sammenstød mellem Civilsationer”, at islam altid har haft blodige grænser. Jeg er overbevist om, at hvis den danske befolkning får garantier for, at Tyrkiet ikke kommer med, så vil vi med et stort flertal vedtage en ny traktat. Muhammed-krisen har vist, at Danmark har brug for at være en del af et styrket EU – og det uden islamiske træk.