Fjerritslev

Ikke plads til større lokaletilskud i år

Computerklub må søge tilskud for næste år på lige fod med andre foreninger

FJERRITSLEV:Det ligger ikke lige på den flade hånd, at computerklubben Boxen får et større lokaletilskud fra Fjerritslev Kommune, selv om klubbens lokaleudgifter er steget med 50 pct. med flytningen til nye lokaler i Østergade. Senest har børne- og kulturudvalget fulgt folkeoplysningsudvalgets indstilling, der går på, at der kun er plads til det nuværende tilskud på ca. 2000 kr. pr. måned i budgettet for næste år, svarende til det beløb, klubben har betale for at leje kælderen under Han Herred Naturcenter. Dermed er der lagt op til åben debat i byrådssalen om tilskuddet, som Boxens bestyrelse har klaget over. Klubben mener, at et udgiftsniveau på 3000 kr. om måneden ligner andre klubber og foreningers, og at det ikke har været muligt at finde andre egnede lokaler, der er billigere end det. Fra børne- og kulturudvalget siger Carla Madsen (S), at det ikke er uvilje mod Boxen, der udvirker den afvisende holdning, men alene den økonomiske situation, hvor man har været gennem gentagne sparerunder. - Der er simpelthen ikke penge på budgettet til at udvide aktiviteterne på det område i år. Så må Boxen sende ansøgning ind for næste år og indgå på lige fod med andre foreninger, når folkeoplysningsudvalget uddeler lokaletilskud for 2003, siger Carla Madsen. Fra børne- og kulturudvalget supplerer Johan Svaneborg (UP) med en bemærkning om, at det i år kun drejer sig om tre måneder med højere husleje for Boxen. - Klubben har fået eftergivet et par måneders husleje i naturcenteret på grund af oversvømmelser i kælderen. Så burde den kunne få tingene til at hænge sammen i år, måske med et beskedent ekstra kontingent. Hvordan tingene ser ud til næste år, ved ingen vide endnu. Fra Boxen siger formanden Ulrik Jensen, at man er indforstået med, at der ikke falder ekstra kroner af i år, men at det er udsigten til et uændret tilskud næste år, der har fået klubben op på mærkerne.