Ikke prototypen på en garvet kommunalmand

42-årige John Ladefoged far til fem hjemmeboende børn, fritidslandmand og 25 år hos Arden Kommune

Jesper Poulsen
Skilt og byvåben forsvinder til nytår. Men ikke 25 års jubilar John Ladefoged. Han er klar til en ny tørn - nu for Mariagerfjord Kommune. Foto: Martin Damgård
Børnepasning 1. september 2006 06:00

ROSTRUP: Egentlig havde den 17-årige Rostrup-knægt sat næsen op efter at gå på HH i Aalborg. Faktisk stod han allerede tilmeldt til semesterstart i efteråret 1981. Men så læste han tilfældigt et opslag fra Arden Kommune, der søgte tre kontorelever. - Jeg tænkte: Jobbene hænger ikke på træerne, så jeg må hellere søge. Han fik foden indenfor. Havde sin første arbejdsdag 1. september 1981. I dag for 25 år siden. Nu 42-årige John Ladefoged - fritidslandmand på 22 hektar i Rostrup, gift med Dorte, far til Kristian på 11 år, Frederik 9, Joakim 7, Kristina 6 og Klara på fire og en halv måned - ligner bestemt ikke prototypen på en garvet kommunalmand med et kvart århundrede på selvsamme arbejdsplads. Vel for en garderings skyld undlod han dengang at afmelde pladsen på HH, indtil de rykkede for et svar. Men fast arbejde var bestemt ikke at kimse ad dengang i 1981 med høj arbejdsløshed blandt unge. - Jeg fik aldrig taget HH. Til gengæld har kommunen altid været god til at sende medarbejderne på kursus, når lejligheden byder sig, fremhæver han. De 25 år har budt på vekslende arbejdsopgaver. To år inde i sin læretid på sekretariatet sagde han ja til et nyoprettet job inden for fritidsundervisningen. Et område med et tungt bureaukratisk åg hvilende over sig i senfirserne. - Kommunerne arbejdede meget regelbundent. Bare for at afvikle et enkelt kursus skulle seks-syv skemaer undervejs udfyldes. Man ville hele tiden sikre sig, at reglerne for tilskud og undervisning blev overholdt, husker John Ladefoged. Siden fulgte i 1990 Folkeoplysningsloven med dens næsten skemaløse selvforvaltning. Men kontrollen forsvandt nu ikke som dug for solen. Loven måtte justeres, fordi også fitnesscentre og anden kommerciel idræt ville have en bid af kagen. - Nu skulle der vedtægter og demokratisk valgte bestyrelser til for at opnå tilskud. Men i øvrigt har jeg nu altid oplevet Arden som en kommune, der gerne vil styrke sit kulturliv og det frivillige foreningsliv. Den bevågenhed holder en landkommune kørende. Fostrer nogle af de ildsjæle, vi har set udfolde sig, fremhæver John Ladefoged, der siden 1998 har arbejdet med budgetter og regnskab for skoler og børnepasning. Han hæfter sig ved, at kommunen meget tidligt var ude med at give institutionerne mulighed for at overføre penge, så man ikke partout skulle tømme kassen i december for ikke at miste uforbrugte kroner. - Jeg husker selv, hvordan de første tre computere blev indkøbt lige inden nytårsaften, bemærker han. Siden fik skoler, børnehaver og andre institutioner yderligere råderum i form af lønsum- og aftalestyring. Fra nytår hedder arbejdsgiveren Mariagerfjord. John Ladefoged glæder sig til at tumle med rigtig mange skoler og daginstitutioner. - Arbejdsområderne indskrænkes. Til gengæld får vi langt flere forskellige institutioner at arbejde med. De nye opgave-typer glæder jeg mig til at løse sammen med mange nye ansigter - måske med et andet syn på tingene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...