Ikke råd til danskerne

Ang. Synspunkt (10.1.) ved Kenneth Kuur Sørensen og den ofte skrivende Rasmus Prehn (S):

Der er ikke noget nyt i S-visionernes valgtema: Et solidarisk velfærdssamfund baseret på offentlige borgerbetalte velfærdsydelser. Den forringede service på grund af den nuværende regering. Den går lige ind sine steder! Nævnes burde vel også de meget synlige materielle forfald overalt, der er stået på i en lang årrække under skiftende regeringer! ”Folkets skole” med bedste marxistiske ordvalg. Den har vi haft siden sidst i 1960'erne, nu yderligere tilført kulturradikal-islamiserings parole. De ismer handler ikke om fællesskab, men om indoktrinerende ensretning. Den demokratiske terminologi er først og fremmest tankens og talens frihed og fællesskab er om kulturelle værdier, der indbefatter adgang til viden, der ikke er blevet manipuleret og forløjet, dertil fælles normer for opførsel og omgangsform med hinanden og med omverdenen. Det er danske skolers opgave at forvalte de emner. Men hvorfor har vi fået forringet service og materiel forfald af blandt andet skoler og infrastrukturen? Indhøstes der ikke penge nok til at løse opgaverne? Den danske befolkning har da med generel tilslutning til den danske velfærdsmodel – til trods for formynderiet, samt til drift af samfundsfunktionerne indbetalt enorme summer af deres indkomst til staten i form af indkomstskat og ikke mindst moms og moms på moms, der indbringer megastore summer, dertil afgifter på alverdens mangfoldige emner. Og der varsles om flere og stigende afgifter, der tager form som straf på bedste ”kafkask” vis – vi er alle skyldige! Klimamafiaen har fundet sin stil! Grøn vækst er blevet det nye mantra. En af forklaringerne på forringelserne er vel, at vi skal harmoniseres med den standard, som EU foreskriver. (Velfærd i EU er ”en by i Rusland” lige meget, hvad der bliver udskreget – især på grund af den fortsatte stigning i indvandringen.) Det koster at være blevet belemret med mammutinsttutionerne, EU og FN. Begge institutioner er gået grassat, hvad angår forbrug og virkefelt – og med en udvikling i totalitær retning. Den ”fredsskabende” krigsførelse mod fjender og kulturelle åndsfæller lig med militant Islam og modstandere af islam i egen kulturkreds, koster også kassen. En særdeles iøjnefaldende økonomisk post, som tvungent er påført danske skatteborgere er det tabubelagte emne, de kolossale omkostninger, som invaderingen af især muslimske masser har medført. Det drejer sig om årlige store milliardbeløb. I 2005 oplyste Jyllands-Posten ifølge Statistisk Årbog, at indvandringen kostede staten 65-75 milliarder årligt. Alene ”integrationsarbejdet” kostede årligt 43 milliarder. Hvad er omkostningerne så ikke blevet siden? Derfor er der ikke er råd til danskerne!