Ikke råd til en sognebus

EMNER 7. oktober 2008 06:00

BUDGET 2009: Endelig en Venstremand, der går ind for åbenhed i forbindelse med budgettet. Dejligt. Det er bare en skam, at det ikke er Venstres egen politik Søren Erik Nielsen ønsker at være åben om. Her er der fortsat lukket. Søren Erik Nielsen, du kunne have valgt at kæmpe for ”din” bus ved at stå udenfor budgetaftalen. Det gjorde du ikke. Eftersom du er en del af budgetaftalen er du lige så ansvarlig for de nedskæringer der ligger i aftalen som jeg er, uanset hvor ”blomsterne er groet”. Det hjælper ikke, at du nu ”vasker fingre”. Jeg vedgår gerne, at jeg har svært ved at se, hvorfor Stenum skal være det eneste sted i kommunen, hvor der ydes kommunal støtte til en sognebus – samtidig med, at der skal skæres ned på børnepasning, undervisningen i folkeskolen, ældreplejen, de psykisk syg og heller ikke de svageste i kommunen går ram forbi. En sognebus, der efter Søren Erik Nielsens oplysninger, ikke kun bruges til skolekørsel, er utvivlsomt noget mange lokalsamfund ønsker sig på lige fod med Stenum. Vi har bare ikke råd. Denne nedskæring er lige som alle de andre ikke noget vi/jeg synes er sjovt at gennemføre. Vi gør det fordi vi er tvunget til det på grund af den politik Søren Erik Nielsens parti fører på landsplan Jeg kan godt forstå, at Søren Erik er stolt af at bo i den vestlige del af kommunen, og fremhæver hallerne i Thise og Stenum, det ville klæde ham, at fortælle, at hvis det havde stået til Socialdemokraterne var hallen i Thise blevet færdig noget tidligere. Venstre stemte imod de ekstra penge vi havde afsat i vores budgetforslag. Når Søren Erik Nielsen taler så varmt om cykelsti fra Stenum til Tolstrup Kirke skal han huske, at det ikke var Venstre der syntes, at det var en god ide, at prioritere ”asfaltpengene” til trafiksikkerhedsforanstaltninger f.eks. cykelstier. Det var SF. Søren Erik Nielsen, vi deltager gerne når der er mulighed for, at skabe nye tiltag i kommunen – også i den vestlige del. Vi løber til gengæld ikke fra ansvaret når der skal skæres ned, heller ikke selvom vi må leve med en række nedskæringer der bestemt ikke er ”vokset i vores baghave”. Vi har en anden måde at prioritere på end Søren Erik Nielsen og Venstre. Vi forsøger at ramme de svageste mindst muligt, men sådan er vi så forskellige. Når Søren Erik Nielsen har åbnet op for at sætte navn på hvem der skal have ”skyld eller ære” synes jeg, at de der undrer sig over, at der ikke længere skal gives tilskud til transport til træning (genoptræning) efter serviceloven skal spørge Søren Erik Nielsen hvor ideen til den besparelse kommer fra? Her er det åbenbart ikke så naturligt med kommunal støtte til transport!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...