EMNER

Ikke så populært

For at forsøge at bringe lidt balance i debatten er jeg da nødt til at replicere på Lars Peter Frisks indlæg 14.1., ""Landbrug til alles fordel"

Det er temmelig friskt at bruge truslen om arbejdsløshed blandt danske lønmodtagere, f.eks. chaufførerne. Er L.P.F. da ikke klar over, hvor mange danske chauffører og vognmænd der allerede er uden arbejde, udkonkurreret på prisen af chauffører fra Østeuropa. L.P.F. vil også gerne forsvare arbejdspladserne i landbrugene. Jamen, hvor mange danskere taler vi om? Her er Polen, Rumænien og Bulgarien vist bedre repræsenteret. Vi må håbe, at der ikke viser sig noget endnu billigere arbejdskraft, fra et andet sted i verden, for så hænger vi jo bare på de fyrede fra Østeuropa, som nye arbejdsløse med endnu dårligere chancer. Og dem på slagterierne? Jamen mand dog, er L.P.F. da slet ikke klar over, at de arbejdspladser, som i øvrigt i overvejende grad ejes af landbruget, allerede er flyttet ud til lande med billigere arbejdskraft? Eller også er de automatiserede og centraliserede i en sådan grad, at de efterhånden kun har ringe betydning for beskæftigelsen af danske, faglærte såvel som ufaglærte. Og så er der selve tilskuddet. Ja, er det ikke en frygtelig tanke, at en hel befolkningsgruppe i Europa er afhængig af tilskud. Dog kun i EU, for i Schweiz er der stadigvæk selvstændige bønder. De producerer pga. toldregler næsten uden konkurrence udefra, og det giver selvfølgelig højere priser, i hvert fald på kød. Men elles er deres gårde og deres landbrugsmaskiner ikke er nær så smarte og store som dem man ser i Danmark Men så længe dansk landbrug konkurrerer på mængde og pris, har de ikke en chance. De skulle i stedet udvikle, og f.eks. i stedet gøre Danmark til det sted i verden, hvor man kan købe de fineste, reneste og sundeste fødevarer, så ville det måske vare lidt, inden vi igen bliver overhalet af lande, hvor vækstbetingelserne er klimabestemt bedre end her. Men det er nok for sent, for nu er det hele jo lagt om til "erhvervsmæssig forsvarlig og økonomisk" drift, med kæmpemarker, så der er plads til maskinstationernes kæmpemaskiner, der er i en størrelsesorden, som vi troede hørte hjemme i Sovjet-tidens kooperativer. I øvrigt tror jeg ikke, at Knud Haugsmark, hvis indlæg du angriber, er en forvirret stakkel. Han har bare ramt nogle af L.P.F.'s ømme punkter. Men jeg forstår godt, at L.P.F. stejler over udtrykket "kræftbyld" om landbruget. Men erhvervets indflydelse på natur og miljø kan gøre det til en dyr sygdom at kurere, hvis ikke vi (via lovgivning) gør noget ved det nu. Desværre, L.P.F.! Landbruget er ikke så populært, at de skal regne med at få opbakning til ret meget, hvis ikke der kommer andre boller på suppen, hvad angår samfundssind og samfundsansvar. Jeg beklager, at jeg her er kommet til at generalisere, for selvfølgelig findes der ansvarlige erhvervsdrivende på landet som, som tager de nødvendige og rigtige hensyn, men jeg er bange for, at de er i undertal... stort.

Forsiden