Ikke statsligt smagsdommeri

Forslaget om en kulturkanon vækker til debat. Det er heldigvis også meningen. Lad mig benytte denne lejlighed til at forklare, hvorfor jeg har fremsat forslaget om en national kulturkanon.

Mit udgangspunkt er, at jeg ønsker at skabe en større opmærksomhed omkring vores fælles kulturarv. Vi lever i en globaliseret tidsalder, hvor vi dagligt udsættes for et bombardement af budskaber og holdninger. Informationsstrømmen er enorm, og de elektroniske massemedier er med til at skabe et internationaliseret samfund, som man let kan føle sig lidt hjemløs i. I den forbindelse er det vigtigt at vide, hvem man er, og hvor man kommer fra. Som mennesker er vi jo ikke kun fritsvævende atomer uden for tid og sted. Vi hører til i en særlig tradition, tid og kultur. Og en kulturkanon kan være med til at gøre os klogere på os selv og den nation, som vi er en del af. Samtidig vil selve forslaget om en kulturkanon også skabe en levende debat om vores kulturarv – ja, det er faktisk allerede sket, og det er jeg utrolig glad for. Et af hovedformålene med at fremsætte dette forslag var netop at vække til debat om værdi og relevans i kulturarv. Jeg vil i den forbindelse gerne imødegå nogle af de misforståelser, som mit forslag er blevet mødt med, først og fremmest anklagen om, at det skulle være et udslag af statsligt smagsdommeri. Det er det overhovedet ikke, hvilket statsministeren også har betonet. Der er forskel på en vejledning og politiserende ekspertudtalelser. En kulturkanon vil – efter en sund, folkelig debat – komme til at indeholde noget værdifuldt, som stadig betyder noget. Uanset hvilke navnkundige kunstnere og værker der i sidste ende vil komme til at figurere på listen, så repræsenterer en kulturkanon alene en vejledning og et tilbud. Den indeholder intet diktat. Regeringen er heller ikke i gang med at lave en kulturel hitliste over de mest populære værker i tiden. En kulturkanon er ingen popularitetskonkurrence, den er en liste med kulturelle pejlemærker, og den skal naturligvis også præsentere det lange, seje træk i kulturhistorien, der binder de forskellige værker sammen. Dette indebærer også en beskrivelse af den internationale inspiration, der har præget en række af vores store kunstnere. Dermed håber jeg også, at jeg har giver svar til dem, der har kaldt forslaget for "etnisk" eller "nationalistisk." Hvis forslaget var nationalistisk, ville jeg ikke have stillet det. En kulturkanon er alene national i den udstrækning, at den beskæftiger sig med væsentlige udtryk i dansk kunst og kultur, udtryk, der som oftest er internationalt påvirket. At kanonen er dansk, bliver den ikke nationalistisk af. En kulturkanon er i mine øjne en slags kompas, et udgangspunkt for samtale. Desuden er en kulturkanon med til at kvalificere den udvælgelse, der alligevel finder sted i skolerne og i vores hverdag. Helt konkret nedsætter Kulturministeriet syv udvalg, der vil kigge på billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk, musik, scenekunst, film og litteratur. Udvalgsarbejdet indledes i det nye år. Når udvalgene har deres oplæg klar, skal de diskuteres på en konference, hvorefter kanonen bliver sammensat. Hvis vi finder private investorer, er tanken, at det hele samles i en bog med medfølgende cd og dvd. Med det afsluttende værk håber jeg at være med til at mane til eftertanke og gøre kulturen til genstand for større nysgerrighed. Det er der ingen, der tager skade af, tværtimod. At diskutere, hvad der har høj karat i vores kultur kan måske endda give flere lyst til at gå på opdagelse i kunstens og kulturens verden. En kulturkanon handler om at levendegøre vores tradition og baggrund. Det handler om almendannelse og respekt for kvalitet og overskud. Det handler om, at alt ikke bare er lige godt, og at vi godt må have en mening om disse ting. At anklage en kulturkanon for at være bagudrettet er derimod rigtigt nok. Vist peger den bagud. Det er faktisk meningen. Men den peger også fremad, fordi den ruster os kulturelt. Nok kræver udviklingen altid sit og stiller høje krav, men det betyder ikke, at vi bare skal overgive os blindt til den. Vi kan godt tage noget værdifuldt med, ja, vi bør efter min mening tage noget med. Kultur er ikke et dumt sted at begynde.