- Ikke ét hår må stikke den forkerte vej

Den sidste træningsspurt er sat ind for frisørelev Kiki Borup, der stiller op til Danish Open for frisører

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kiki Bo­rup og Ca­mi­lla Bang Niel­sen, der læg­ger hår til fri­su­ren, hår træn­et si­den slut­nin­gen af juli må­ned. De sid­ste 14 dage in­den kon­kur­ren­cen, er træ­nin­gen in­ten­si­ve­ret, så alle de­tal­jer kan kom­me helt på plads. - Der er ikke så me­get som ét hår, der må stik­ke den for­ker­te vej, si­ger Kiki Bo­rup. Foto: Eva Sei­der

SINDAL:Klokken har passeret lukketid i frisørsalon Hairdesign, men der er endnu lang tid til fyraften for frisørelev Kiki Borup, 21. Hun stiller op i disciplinen ’brudefrisurer’ til Danish Open for frisører, og med lidt over en uge til konkurrencen har hun ikke meget andet end træning og håropsætning i tankerne. - Vi har trænet siden slutningen af juli. Indtil nu har vi mødtes et par gange om ugen, men nu - de sidste fjorten dage op til konkurrencen - træner vi hver dag, siger Kiki Borup og tager endnu en hårnål fra sin hårmodel Camilla Bang Nielsens hånd. Under træningen skal frisurens detaljer øves, så de sidder helt fast på rygraden, for på konkurrencedagen er der ikke tid til at fejle. - Jeg har 45 minutter til at sætte frisuren, så det kommer til at gå pænt stærkt, siger Kiki Borup, der med en tid på cirka en time og et kvarter stadig kæmper mod uret. Inspireret af en hat I konkurrencen er det op til den enkelte frisør at fortolke ordet brudefrisure, og løsningen behøver bestemt ikke være traditionel. Kiki Borup har fundet inspiration til frisuren i en hat. Selve pulden er bygget op af Camillas lange mørke lokker, mens skyggen og det tre meter lange slør bliver en blanding af sølvnet, ståltråd og hår. - Så er det knald eller fald om dommerne kan lide det, siger hun. Succes: en plads i top ti Kiki Borup har kun været under uddannelse i et år, men det mener hun ikke bør afholde hende fra konkurrencen. - Hvorfor skulle jeg ikke kunne stille op? Jeg elsker mit fag, så det er jo bare fedt, at man kan konkurrere indenfor det. Forventningerne til resultatet er dog præget af, at flere af konkurrenterne er færdiguddannede frisører. - Mine forventninger ikke er så store, siger Kiki Borup og stopper så op et øjeblik, før hun med et grin tilføjer: - Og det er de jo alligevel - jeg vil jo gerne vinde. Succeskriteriet er en placering i top ti ud af de 15 deltagere, og det skal burde være opnåeligt, mener Kiki Borup. - Hvis det hele klapper, som det skal, så har jeg en god fornemmelse af det. Først næste lørdag udløses spændingen. Indtil da fortsætter aftentræningen, så alt vil klappe på dagen.