Ikke ét men to Fyrkatspil til maj

Fridas Vilje flankeres af rammespillet Da Hobro Blev Til - med 15 andre medvirkende

Teater 10. februar 2003 07:00

HOBRO: De 45 fremmødte i Fyrkatspillets øvelokale Bie Centret i Hobro fik sig i går eftermiddags noget af en overraskelse: De skal ikke spille ét, men to Fyrkatspil i år - begge med premiere 30. maj. Dels det afsluttende spil i Ebbe Kløvedal-trilogien, der indledtes med Orm & Guldfugl i 2001, fortsatte med Broen i 2002 og i år afsluttes med Fridas Vilje. Dels en rammehistorie, der kæder trilogien sammen og eventuelt trækker historiske tråde op til nutiden - og måske endog kigger ind i fremtiden. Udgangspunktet for spillet kunne være Fyrkat-udgravningerne i 1952. "Fyrkat-2" - med arbejdstitlen "Da Hobro Blev Til" - kommer til at vare et sted mellem 15 og 30 minutter fordelt over to-tre mindre spil og vil foregå udendørs i lighed med tidligere forsøg med små optaktsspil. Rammehistorien kan meget vel komme til at udforme sig som et modtagelsespil i forbindelse med publikums ankomst i Fyrkat Møllegaard og vil herefter tage tråden op både i pausen og efter anden del af Fridas Vilje, der opføres inde i det rekonstruerede vikingehus på Fyrkat. Flere roller Ideen om to Fyrkatspil fostrede spillenes formand og PR-kvinde, Jytte Frederiksen, sammen med Jørgen W. Larsen, der ofte både har instrueret og skrevet Fyrkatspil, men som i år var tiltænkt en rolle på sidelinien, efter at Ebbe Kløvedal igen kom på banen og skrev Fridas Vilje. Fyrkatgruppen stod nemlig med op mod to snese skuespillere med lyst til en rolle med noget indhold i. Men det ønske opfyldes ikke tilnærmelsesvis med Fridas Vilje, som har 17 rollehavere på listen plus statister. Deraf opstod så tanken om at flankere Fridas Vilje med en rammehistorie fortalt af cirka 15 andre skuespillere. Altså vil publikum møde forskellige aktører i de to stykker. Jørgen W. Larsen får det fulde ansvar for både at forfatte og instruere "Da Hobro Blev Til", og han inviterer skuespillerne til i høj grad selv at sætte deres præg på udformningen af deres roller - men også stykkets titel er han parat til at ændre, hvis nogen har et bedre forslag. Improvisation - Endnu befinder handlingen sig på ideplan. Men sammen med skuespillerne vil vi prøve at improvisere os frem til nogle historier, der kan kædes ind i spillet. Noget, som også blev prøvet i forbindelse med Broen, fortæller Jørgen W. Larsen, der jo forfattede sidste års spil med Ebbe Kløvedal som historisk konsulent. - Improvisation foregår som en proces, hvor skuespillerne hver især får nogle spørgsmål og forsynes med nogle stikord, som de så skal prøve at skabe til et lille forløb. - Ud af det forløb kommer der måske fem gode historier og nogle geniale indfald, som vi kan flette ind rammehistorien - eller måske ender det med lidt færre historier. Men i hvert fald får vi det sjovt sammen, for det er nemlig en proces, som giver megen plads til latteren. - I mit professionelle virke som skuespiller har jeg sammen med andre været med til at skabe en hel forestilling på denne måde, forklarer Jørgen W. Larsen - og ser frem til mødet med de 15 aktører. - De er alle gode og erfarne spillere, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der kommer noget brugbart ud af processen, tilføjer instruktøren, som regner med at gå i gang i slutningen af marts. Herefter øves mere intensivt et antal aftener i april og formentlig fastlægges også øve-weekender i maj. Fængende Frida - Anstrengelserne skulle gerne munde ud i et lille, effektivt, højspændt optaktsspil på op til et kvarters varighed samt - måske - et spil i pausen og efter forestillingen. - Det vil jeg først lige drøfte med Frida-instruktøren, bemærker Jørgen W. Larsen - såmænd gift med Barbara Borchorst, der også instruerede forgængeren Broen. Fyrkat-formand Jytte Frederiksen ser frem til at kunne præsentere, hvad hun selv regner for "to Fyrkatspil". - Vi slår tre fluer med ét smæk. Dels får vi på en ekstraordinær måde markeret Hobro som kulturkommune, dels får vi lavet en en fin afrunding på Kløvedal-trilogien, og endelig får vi skabt nogle ekstra udfordringer til de mange skuespillere, som brænder for at spille i år, siger Jytte Frederiksen, som glæder sig til 30. maj. - Fridas Vilje er en spændende historie, der fænger lige med det samme. Og når vi har det på den måde, så vil publikum også opleve det sådan, forudsiger Jytte Frederiksen. Hobro Turistkontor indleder billetsalget torsdag 27. februar klokken 9.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...