EMNER

Ikke til diskussion

Et folketingsmedlem bliver ramt af sygdom, og da medlemmet efter et års fravær føler sig rask nok til at vende tilbage til Christiansborg, vælger vedkommende at melde sig ud af sit parti, Dansk Folkeparti. Det kan sikkert siges en masse mere eller mindre halvdårlige vittigheder om (i retning af, at en rask politiker forlader et sygt parti) - men tilbage står den kendsgerning, at med Christian H. Hansen har Dansk Folkeparti mistet endnu en repræsentant. Og VKO-blokken har mistet sit absolutte flertal på 90 mandater. Enhver løsgænger er straks sværere at styre end en partisoldat. Omvendt kan det umiddelbart godt være svært at forestille sig, at Christian H. Hansen har noget som helst ønske om at vælte den siddende borgerlige regering. Tværtimod vil der måske ligefrem være særstandpunkter, som han vil kunne få ekstra megen ørenlyd for, fordi han nu har placeret sig på VKO-blokkens absolut alleryderste mandat. Begrundelsen for at forlade Dansk Folkeparti ligger lige for. Dels synes Christian H. Hansen, at partiet ikke har taget klima- og miljødebatten særligt alvorligt under klimatopmødet. Dels - og nok så vigtigt - mener den frafaldne DF'er, at partiet overspiller sin meget markante flygtninge- og indvandrerpolitik ved at gøre burkaer til et større problem for Danmark lige her og nu anno 2010 end stigende arbejdsløshed og fyringer på hospitalerne. Så langt kan den tidligere DF'er have ret, at der er langt - måske også længere end tidligere - mellem politikere, der kører med langt lys. I den bedste af alle verdener burde politikerne arbejde sammen på tværs af partier og andre skel og få gjort noget ved de grundlæggende problemer i stedet for at symptombehandle nøje afgrænsede enkeltområder. Samtidig vidner Christian H. Hansens afgang vel også om en meget firkantet ledelsesform i et parti, som - uden tvivl skræmt af erfaringer fra Fremskridtspartiet - virker, som om det prioriterer topstyring væsentligt højere end dialog på en måde, så partilinjen ikke står til diskussion.