Ikke uden omkostning
UDKANTSOMRÅDER:Kære Morten Messerschmidt. Tak for dit åbne brev (19.1.). Jeg er ganske enig med dig: Mange borgere i udkantsområderne - eller landdistrikterne, som jeg foretrækker at kalde dem - har det hårdt i øjeblikket. Konkurser, nedskæringer, arbejdsløshed, tvangsauktioner og manglende tro på bedre tider præger deres dagligdag. Dem, der har prøvet det, ved, hvor hårdt det er. Kære Morten: Jeg er nødt til at sige det: DF's gerninger gennem 10 års borgerligt styre har været medvirkende til, at situationen er, som den er. Du og dine partifæller i DF har faktisk været med til at træffe beslutninger, som har gjort det vanskeligere at være dansker i visse egne af Danmark. Jeg vil godt lige give et par eksempler. DF var med til at gennemføre en kommunalreform, som trak en række ting ud af de mindre befolkede områder i landet og lagde dem i de større provinsbyer. Der blev længere mellem politikere og borgere. Der blev længere til kommunekontoret. Der blev længere til uddannelse. Der blev længere til ældreplejen. DF var med til at gennemføre skattelettelser i tre omgange. Det var ikke skattelettelser, der gik til helt almindelig mennesker med helt almindelige job i yderområderne. Næ, det var skattelettelser, der gjorde de rigeste endnu rigere. Det er ikke forbudt at blive klogere i dagens Danmark, og jeg er glad for, at du engagerer dig i sagen. Men lad os starte med at blive enige om, at du, Pia, Kristian og Peter ikke formåede at klargøre Danmark til krisen, da konjunkturerne var i top. Tværtimod. Tag selv en tur derud og se det ved selvsyn. Hør indbyggernes historier og vurder selv, hvor godt I har gjort det. Læs hele indlægget på www.nordjyske.dk/ditnordjyske
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.