Skagen

Ikke verdensmestre - men godt på vej

ØSTERVRÅ:Formand for teknisk udvalg Jens Hedegaard (UP), trafiktekniker Ingrid Dissing og SSP-konsulent Liselotte Jensen fra politiet var torsdag på besøg i 0. B på Torslev Skole. Klassen er en af de to vindere i den netop afviklede Skolestartskampagne om trafik. Den anden vinder i konkurrencen blev børnehaveklassen på Hedeboskolen i Skagen. Liselotte Jensen mødte op i sin politiuniform, og dagens hovedpersoner var straks på bølgelængde med hende. Flere kunne huske, at de for kort tid siden havde mødt hende på Østervrå Bibliotek, hvor hun havde vist alt sit politiudstyr frem. Det fik straks flere af børnene til at spørge, om de måtte se hendes pistol. - Hvad tror I, sådan en gammel bedstefar vil jer, indledte Jens Hedegaard, hvorefter han tog fat på en lille sørgelig historie om et rådyr, som netop denne morgen var blevet kørt ned i trafikken, fordi den ikke har haft nogen, der kunne fortælle den, at man skal passe på og tænke sig om i trafikken. - I kommunen er vi meget glade for, at I har lært, hvordan man skal opfører sig i trafikken. I er endnu ikke verdensmestre, men det bliver I med hjælp fra jeres lærere, måske ældre søskende og jeres forældre, lød den politiske ros.ÅB