Ikke videre pædagogisk

DFU-MOBNING Uanset hvad man i øvrigt synes om Dansk Folkeparti og dets ungdomsafdeling - så virker det ærligt talt ikke videre pædagogisk, når nogle af landets gymnasielærere åbenbart kalder medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom for nazister. Det er ikke desto mindre den form for politisk mobning, som flere DFU-medlemmer angiveligt har været udsat for. Det har fået moderpartiets uddannelsesordfører, Martin Henriksen, til at kræve skærpede regler, der i sidste ende skal føre til fyring af de pågældende lærere. I første række må mobningen - som undervisningsminister Bertel Haarder påpeger - imidlertid være en sag mellem DFU¿erne og de pågældende lærere. Og så de rektorer, som er sat til at håndhæve gældende regler på stedet.