IKVest vært for fodboldskole Vil lave værested og café for unge

} BOLDTRILLERI:I den kommende sommer bliver fodboldklubben igen vært for fodboldskole. Klubben var sidste sommer sammen med DGI om en fodboldskolen - og havde stor succes med det. Og parterne tager endnu en omgang. I lighed med sidste år vil der i uge 31 blive mulighed for at egnens fodboldglade børn og unge kan tilbringe en uge på banerne ved Ranum Hallen og dygtiggøre sig teknisk og taktisk inden starten på efterårssæsonen. Tovholder er igen Jan Krogh, der sidste år fik mange roser for sin planlægning af fodboldskolen, og han kan med glæde konstatere, at han ikke kommer til at stå alene, for de fleste af sidste års trænere og ledere har allerede nu givet tilsagn om at give en hjælpende hånd med i år også. Sidste tilmelding er 6. juni. } VÆRESTED:Forældre til unge med særlige behov, der har lyst og overskud til at være med i en arbejdsgruppe bag et nyt værested og café for unge i området, indbydes tirsdag aften til et møde i Sund By Butikken i Løgstør. Bag invitationen står en lille etableret gruppe af forældre til unge med særlige behov. De har ønsket at samle alle interesserede til en uformel informationsaften, hvor man vil fortælle om gruppens "første udkast" til det nye værested og café for unge i lokalmiljøet. Overordnet vil caféens formål være at skabe et netværk og etablere et trygt og hyggeligt socialt samvær mellem unge med særlige behov. } ULOVLIGT DØRSALG:En polak, der forsøgte at sælge tegninger på Østergårdsvej i Overlade, blev anmeldt til Politiet. Vedkommende blev sigtet og fik en bøde for ulovligt dørsalg.