Ilbud om andevejr og efterår

Krikkerne er her. Eller var her. Som symbol på det vildeste i skandinavisk natur

En af vennerne løb tør for patroner en stormende lørdag for nylig. Han var på Limfjords-jagt ved Klitgaarde/Nørholm, da det gik løs med både gråænder, krikker og de første brunnakker. Gæs var der også, og mandens sidste fire skud var desværre til gæs. Kedeligt. For han fik ingen. Måske var andre ude for lignende oplevelser. Det blev andevejr efter en septemberstart, som ikke havde ord for at byde noget særligt. Flere havde savnet ænder. Selv på gode lokaliteter. Men sådan er det med de vilde rapper, som stadig lokker os, og som vi aldrig ved, hvor vi har. Måske er de der ligesom snepperne. Måske er der ikke en eneste, så folk vender hjem og taler om det mærkværdige deri. Vi skal dog ud for at kigge efter. Rusker det hårdt i havetræerne, har man ondt ved ikke at have tid. Krikænder og brunnakker byder på særlig kolorit, når de kommer med en eller anden vind og næste dag er et nyt sted. Vi kan sjældent sige, om der er mange eller få i landet, for som antydet, oplever vi det forskelligt. Men vi ved nok, hvor vi skal prøve, når en rapsstub står under vand, eller det svupper i græsmarken ved åen. De store halmballer dækker bedre end en hegnspæl, og bag barrieren står man godt for at svinge bøssen. Åløbet er en god trækvej for krikænder, så kunsten er blot at se dem i tide, at svinge godt med og lytte efter, om det plasker efter skuddet. Kommer de sent, skal man helst - for synets skyld - være under 50 år, og alder har i det hele en betydning. Det erkender nogle i mørke. Godt at hunden ser alt og hører i tide. Den kan tie, men dårligt vente. Selv er den sortere end natten og arbejder i det dulgte, til den sidder med anden. Taaaak! Aflever! De fremmede flest To mand, som forleden hjembragte syv krikænder, sad ved aftenkaffen og diskuterede, hvor de små lynere egentlig kommer fra. Faktisk kan de være hjemlige, eftersom man skønner, der i Danmark yngler godt 300 par - fordelt på mange lokaliteter med få pr. område. Men sandsynligst er det, at oktobertrækket kommer fra skandinaviske og nordrussiske yngleområder. I Nordjylland passerer fortrinsvis de skandinaviske, som ved Ulvedybet og Vejlerne kan optræde i store tal. Om efteråret kan op mod 50.000 krikænder opholde sig i vore farvande. Det er ca. en ottendedel af den samlede nordvesteuropæiske bestand, og de senere år har flertallet af jægere oplevet gode krikandetræk allerede fra begyndelsen af september. Om efteråret mærker vi således ikke meget til, at arten gennem 1900-åtene gik tilbage som følge af dræning, opdyrkning og dermed færre ynglelokaliteter, der typisk vil være hedemoser og lignende, næringsfattige lokaliteter. Under fugleregistrering 1978-81 blev optalt omkring 500 ynglepar på 242 lokaliteter. Færre nu, ser det ud til, men tallene her hjemme er små, når vi sammenligner med, hvad trækker bringer. Det forannævnte er, hvad vi umiddelbart finder om den mindste, europæiske and, hvis fart når de 100 km i timen – hen over hovedet på manden mellem halmballerne og i raketfart opad , når han har skudt forbi. Krikanden er lækker og den fineste af dem alle, siger vi i respekt for fortryllelsen, vi møder i mørket. Og måske er den vitterlig bedst - i hvert fald på jagttasken. Ingen ved det bedre end dem, der dyrkede jagten i Limfjords-vejlerne - indtil 1995. Selbjerg var et af centrene. Krikanden var ilbud om trækvejr og efterår - dengang. Selvfølgelig er den det fortsat – med eller uden jagten. Vi ser et symbol i den lille and, som med sin hast og sine svirp om vore ører bekræfter liv, flugt og tilpasning til årstiderne.