Slagterier

Ild i det gamle slagteri gav røgproblem i Nørresundby

Gnister fra skærebrænder årsag til branden

Røgen fra branden udviklede sig voldsomt. Foto: Grete Dahl

Røgen fra branden udviklede sig voldsomt. Foto: Grete Dahl

NØRRESUNDBY:Sort og kvælende røg lagde sig i går kort før middag som en tyk dyne over dele af Nørresundby, da der udbrød brand på den gamle slagterigrund. Alarmen om ildebranden på Slagterivej 2 indløb hos Beredskabscenter Aalborg kl. 11.23, og der blev omgående sendt slukningskøretøjer til stedet. Den kraftige røgudvikling var så ubehagelig, at Aalborg Politi på et tidspunkt tilrådede beboerne i området om at holde vinduer og døre lukkede og i øvrigt blive indendøre. Frysehuset tændte Ifølge Beredskabscenter Aalborg opstod ilden i en fritliggende bygning, der tidligere er blevet benyttet som frysehus, helt nede ved fjorden, og på grund af ildens voldsomme udvikling blev der sendt flere slukningskøretøjer til stedet. Der var dog på intet tidspunkt fare for hverken mennesker eller andre bygninger på stedet. Brandvæsnet havde ilden under kontrol efter et par timers slukning. Slukningsarbejdet blev dog noget besværliggjort af, at der bl.a. lå iltflasker og diverse plastikaffald på stedet. Forsøgte selv at slukke Vagthavende hos Aalborg Politi oplyser, at det var gnister fra en skærebrænder, der antændte noget isoleringsmateriale. Det gamle slagteri er ved at blive brudt ned af et nedbrydningsfirma, og det var dette firmas medarbejdere, der var i gang med at opskære nogle stålreoler, da ilden opstod. De forsøgte selv i første omgang at få bugt med ilden, hvilket dog ikke lykkedes.