Sæby

Ild i mejetærsker havde nær bredt sig til mark

Stor landbrugsmaskine gik op i flammer ved Sæby

Branden i mejetærskeren var tæt på at brede sig til marken. Foto: Kurt Bering

Branden i mejetærskeren var tæt på at brede sig til marken. Foto: Kurt Bering

SÆBY:En ældre mejetærsker brød lørdag eftermiddag i brand under høstarbejde på en mark ved Aalborgvej ved Sæby, og ilden var lige ved at brede sig.

- Det var tæt på at udvikle sig til en markbrand, fortæller indsatsleder Ib Steen Nielsen fra beredskabet i Frederikshavn Kommune.

Branden opstod kort før kl. 13. Ilden startede i motorrummet og bredte sig til kornkassen, og det lykkedes ikke føreren af mejetærskeren at slukke flammerne med pulverslukker.

Til alt held ligger den lokale brandstation kun omkring en halv kilometer væk, så brandfolkene nåede hurtigt frem.

Ilden blev slukket i en fart, men det er tvivlsomt, om mejetærskeren nogensinde kommer til at høste igen.

- Motorrummet er næsten helt udbrændt, siger Ib Steen Nielsen.

Han formoder, at branden startede, da en hydraulikslange sprang læk i mejetærskerens motorrum. Hydraulik-væsken er så blevet antændt af varmen, lyder indsatslederens vurdering.

Ingen kom noget til ved branden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.