Ild i velfærdsbygning

Går kampen om børnechecken til de rigeste i sin mor igen? Den har over flere omgange været en vandrepokal, som regeringerne hidtil har stillet tilbage i skabet, fordi de er kommet i tvivl om, hvor vidt det skader mere at fjerne den, end det gavner - økonomisk set. Psykologisk set er der ingen tvivl om, at det vil "gå rent ind" hos mange vælgere, hvis checken fjernes fra de rige. Vel at mærke, hvis de samme vælgere er enige i definitionen af de rige(ste). Og det er som regel de andre. Overvismand Hans Jørgen Whitta-Andersen har som den seneste båret ved til tvivlens bål: For danskere, der tjener over en halv million kroner, svarer en nedregulering af børnechecken til at hæve skatten, som allerede er på 66 procent for denne gruppe alt iberegnet, fremhæver han i Politiken tirsdag. Og højere skat vil få dem til at arbejde mindre. Selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har fastslået, at ingen hellige køer længere er hellige, har ingen af regeringspartierne endnu været konkrete - formentlig fordi de som tidligere regeringer har svært ved at overskue, om det har andet end symbolværdi, og at den måske ligefrem kan være negativ. Selv en "misundelsesstraf" - hvis det er det, det er - kan hævne sig. Men kampen med og mod børnechecken viser med al tydelighed, hvor sammenfiltret det danske tilskuds- og fradragssystem er, og at det er en selvstændig trussel mod mulighederne for at handle hurtigt, selv når det brænder i velfærdsbygningen. For grundlæggende er det både sundt og nødvendigt at tage de hellige køer ved hornene og fjerne flest mulige af dem fra krybben, der risikerer at blive tom. Det er nok også nødvendigt at erkende, at ligesom det har en - i nogle tilfælde måske - for høj pris at bevare dem, koster det også at fjerne dem. Men da landet stander i våde, bliver regeringen nødt til at gøre op med endnu flere velerhvervede rettigheder. Det nytter ikke at stå med lukkede øjne og fanen højt hævet i stævnen og benægte, at skibet synker.